Gør man sig i videospil, så er der nok ikke noget spil, som man glæder sig mere til, end GTA VI. 

Det længe ventede spil fra spiludvikleren Rockstar Games er på alle gameres læber. Spillet er også blevet udskudt flere gange, og tålmodigheden virker til at være sluppet op for særligt én person.

En anonym X-bruger under navnet 'Cyberleek' har lækket flere sekvenser fra spillet online, og han truer med at offentliggøre den fulde version af spillet. 

Over flere dage er flere sekvenser af spillet blevet lækket, men indtil nu har man intet hørt fra Rockstar Games.

Firmaet forklarer i et længere skriv på det sociale medie X, at det er hjerteskærende for for teamet bag spillet.

'Det ville være en underdrivelse at sige, at det har været hjerteskærende for vores team, at der på denne måde er lækket videoer af gameplay fra Grand Theft Auto VI, og det er naturligvis ikke sådan, vi havde tænkt os, at I skulle se spillet efter al den tid,' skriver Rockstar blandt andet på X. 

Spilselskabet skriver også, at de er meget kede af, at det har taget dem så lang tid at få spillet færdigt.

Den første melding angående spillet var, at det ville komme ud i slutningen af 2025, men sidenhen har Rockstar måttet udskyde den dato flere gange. 

GTA VI bliver officielt udgivet 19. november i år, men allerede torsdag kan spilinteresserede få et smugkig på spillet.

Rockstar har nemlig indgået en aftale med Netflix, som vil vise dele af spillet til offentligheden. 

Frygter at blive dræbt
Personen, der står bag de mange læk, Cyberleek, mener selv, at indholdet lækkes i spillernes interesse.

I samme ombæring har kontoen også slået fast, at Rockstar Games engagerer sig i forbrugerfjendtlige praksisser.

Kontoen er blandt andet sur over, at spillet ikke bliver udgivet i diskform, hvilket ifølge kontoen giver de digitale udbydere monopol på spillet.

Kontoen har også hævdet, at vedkommende vil udgive det fulde spil til offentligheden, hvis personen fængsles eller dræbes. 

De anklager har Rockstar Games ikke forholdt sig til. 

Den fulde udmelding fra spilgiganten kan læses nedenfor.