Tidligere minister Manu Sareen er ikke bange for at indrømme, at han var meget afhængig af at spille arkade-spil, da han var ung.

Faktisk var han så afhængig, at han stak af fra sin tjans i forældrenes tøjforretning for at finde et sted, han kunne få de kildende fingre tilfredsstillet. Det fortæller han i et nyt interview med Pixel.tv.

Noget, som blandt andet blev ordnet i pornobiografer.

»I alle biografer i gamle dage var der jo arkadespil i kælderen. Så der har jeg været. Gamle pornobiografer, og alt muligt. Jeg var ligeglad,« lyder det fra den tidligere ligestillings- og kirkeminister.

En afhængighed, han også have en vis respekt for.

»Det var fucking sindsygt overdrevet. Jeg tror også, det gjorde mig lidt bange. At man kunne blive så afhængig af noget. Det kriblede i hele kroppen,« uddyber han.

Den tidligere radikale minister var så vild med at spille, at det var en hel kultur, han dyrkede.

Eksempelvis handlede det ikke kun om, det der skete på skærmen. Man skulle også have en vis stil. Ligesom i skater- eller hiphop-miljøet.

Derfor fandtes der en spiller, som blev kaldt duen, siger Manu Sareen. Duen havde fået sit øgenavn, fordi han atlid spillede arkadespillene, mens han stod på ét ben.

Og den tidligere politiker havde ligeledes sin egen signifikante måde at stå på, når han spillede. Han stod og støttede på den ene fod, mens den anden hvilede oppe, forklarer han.

Foruden sin fortid med spilafhængighed, så åbner den tidligere minister også op for en masse andre spændende ting som sit forhold til hamp, Morten Østergaard og prins Henrik. Det sker i programmet, der bliver sendt online søndag på Pixel.tv klokken ti og tv-kanalen Pixel.tv.