Det nye computerspil 'Grand Theft Auto 6' har været meget længe undervejs.

Udgivelsesdatoen er blevet flyttet flere gange, men er nu fastsat til 19. november.

'Rockstar', selskabet bag spillet, er kendt for ikke at vise for meget af gameplayet. Så derfor må gamerne vente til udgivelsesdagen for at opleve spillet.

Men det er en person eller gruppe bag navnet 'Cyberleek' ved at lave om på.

Vedkommende lægger nemlig sekvenser op fra videospillet, der angiveligt skulle være ægte, skriver mediet BBC.

Og det er slet ikke i orden, ifølge videospilkendere.

I 'Grand Theft Auto 6' er hovedpersonerne Lucia Caminos og Jason Duval, som angiveligt skulle være inspireret af Bonnie og Clyde. Foto: Chris Delmas/AFP/Ritzau Scanpix

»GTA 6 er et enormt foretagende. Spillet er blevet udviklet gennem et årti med tusindvis af mennesker involveret,« siger Wesley Yin-Poole, nyhedsdirektør hos IGN, til mediet og fortsætter:

»At spillet blev lækket på denne måde, må have været ødelæggende for mange af de mennesker, der arbejdede på det.«

Cyberleek mener selv, at de deler lækket indhold i spillernes interesse, og ifølge BBC beskylder de Rockstar for at engagere sig i forbrugerfjendtlige praksisser.

De er blandt andet sure over, at spillet ikke bliver udgivet i diskform.

Men når Cyberleek udgiver deres videoer med lækket materiale, inviterer de ifølge mediet deres seere til at donere penge til dem, hvilket sætter tvivl om deres egentlige motiv.

Til trods for, at det nu er muligt at finde videoer på internettet med sekvenser fra spillet, så tror Wesley Yin-Poole, at udgivelsen af spillet bliver et hidtil uset øjeblik i popkulturens historie, og at det lækkede materiale blot bliver en fodnote.

Rockstar har også valgt selv at vise mere af gameplayet til deres kommende spil.

De har nemlig indgået en aftale med Netflix, hvor spillet bliver livestreamet 27. august klokken 21:00.