Når biskopperne mødes, skal det være festligt. Og det er i orden, at det koster. Det mener biskoppen i Århus, Kjeld Holm, der selv har ansvaret for regningen for biskoppers og ægtefællers gourmetmiddag og vindrikkeri på Restaurant Philip på 22.900 kr. i 2007.

- Det er nødvendigt at vi mødes, for vi har en del at snakke om. Jeg ved ikke altid, hvad det koster. Men 80.000 kan jeg ikke se noget problem i, siger Kjeld Holm.

Jeres møder overskrider Personalestyrelsens regler for overnatning på 805 kr.?

- Det er muligt, men vi vil også gerne have, at det er lidt festligt, og det synes jeg er helt rimeligt. Man kan altid appellere til den lille misundelse.

I kunne måske også bare mødes og spise en sandwich?

- Ja ja, og drikke et glas mælk og spise en burger. Det kan man også gøre. Man kan gøre alt. Eller ingenting.

Der bliver også drukket en del på de møder. Hvorfor er det nødvendigt at drikke så meget?

- Hvis man skal have lidt hvidvin, lidt rødvin og en dessertvin, kan det hurtigt blive til en flaske pr. person. Det synes jeg ikke, der er noget galt i. Jeg kan ikke huske hvad jeg selv drak, men de tal skræmmer mig ikke. Det er en festmiddag. Det er ikke voldsomt.

Hvorfor har I ægtefæller med, det koster jo også penge?

- Fordi de gør et stort stykke arbejde og måske burde de i virkeligheden komme på lønningslisten. Men nu får de altså lov at være med til sådan nogle arrangementer i stedet. Det er en gammel tradition, men jeg tror ikke, det bliver ved med at være aktuelt. Mange af ægtefællerne har nu selv job og de har ikke tid til at tage med os til møder.

Hvad er det faglige indhold?

- Stort og småt. Sidst diskuterede vi f.eks. fordelingen af præstestillinger. Vores dagsorden er tæt besat, og det er nødvendigt med tre møder om året.

Så du synes, det er helt rimeligt, at man drikker vin til 400 kr. flasken?

- Ja, det er helt rimeligt, når man har arbejdet intenst en hel dag. Vi har besøg af Rigsrevisionen tre-fire dage om året, og de er enormt minutiøse i deres gennemgang af bilagene. De har f.eks. sagt, at 75 kr. pr. kuvert er rimeligt for en reception.
Jeg ved ikke, hvad jeg selv drikker, ud over at jeg er klar i hovedet næste dag kl. 9.00, siger Kjeld Holm.

karker@bt.dk, tnk@bt.dk