De er uenige om alt og forskellige som Karl Marx og Coca Cola. Men en tur til Afrika grundlagde et sjældent venskab.
Over et stykke med fiskefilet, remoulade og salat kommer Inger Støjberg med en bekendelse:
»Jeg er glad for, at valget blev udskrevet nu, så Johanne kan være med igen.«
»Det var sødt sagt,« svarer Johanne Schmidt-Nielsen.
Vi sidder på en udendørscafé i hjertet af København med Venstres politiske ordfører Inger Støjberg og venstrefløjens stemmesluger Johanne Schmidt-Nielsen.
Med ’Sorte Inger’ og ’den evige elevrådsformand’.
To politiske dødsfjender og samtidig rigtig gode venner. Hvordan hænger det sammen?
’Ulidelig’
»Da Johanne kom ind i Folketinget i 2007, syntes jeg, at hun var ulidelig. Da jeg blev minister, var en af hendes fineste opgaver at jagte mig,« siger Inger Støjberg.
»Og der var god grund til det,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
»Du har det med at skyde hagen lidt frem, når du er i angreb,« siger Inger Støjberg og fortæller om et samråd, hvor hun som beskæftigelsesminister skulle svare på spørgsmål fra Johanne i flere timer.
Hun blev eddikesur og svor, at hun nok skulle få skovlen under sin modstander.
Men en tur til Kenya med et folketingsudvalg ændrede alt.
»Aftenen før sad jeg og kiggede på deltagerlisten. Til min rædsel så jeg, at Johanne skulle med. Ikke nok med at jeg skulle ned og se på forfærdelige forhold i flygtningelejre. Jeg skulle også være sammen med Johanne i fem-seks dage. På en af de første aftener i Kenya fortæller du, at du havde tænkt nøjagtig det samme,« siger Inger Støjberg.
»Inger var mit hadeobjekt,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
’Fantastisk morsom’
»Inger var som minister symbolet på en vanvittig beskæftigelsespolitik. Mere ond ved de arbejdsløse kan man ikke være. Men det kom bag på mig, at du er fantastisk morsom. Jeg sætter pris på, at man kan tage pis på ting og tage pis på sig selv. Særligt fordi vi arbejder et sted, hvor selvhøjtideligheden kan være kvalmende. Det gjorde, at det blev en fantastisk tur,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Og ikke mindst fordi de to opdagede, at de har et fælles misbrug af Cola Zero.
»Jeg nyder at se Johanne fylde sig med de kapitalistdråber.«
»Min mor kalder Cola for imperialist-saft,« tilføjer Johanne Schmidt-Nielsen.
»Det er egentlig meget rart at opleve, at vi kan være fuldstændig uenige, men have respekt for hinanden som mennesker. Noget af det perfide forsvinder, når man står over for et menneske og tænker: ’Jeg er fuldstændig uenig med dig, men jeg kan faktisk godt lide dig.’ Man får lettere dårlig samvittighed, hvis man fyrer noget af under bæltestedet. Debatten bliver bedre,« siger hun.
Sej og rå
»Johanne er en sej og rå politiker, og hun har en sødme over sig, der gør, at hun slipper af sted med at sige hvad som helst. Jeg anerkender fuldt ud Johannes kompetencer. Hun er altid velforberedt,« siger Inger Støjberg.
De to politikere peger begge på deres meget forskellige opvækst som en forklaring på, at de er endt i hvert sit politiske hjørne.
På gården i Salling, hvor Inger Støjberg voksede op, var hjemmet grundtvigiansk og holdningen Venstre, så langt øjet rakte.
Johannne Schmidt-Nielsens barndomshjem var mere flippet. Hun er vokset op i et bofællesskab nær landsbyen Skalbjerg på det vestlige Fyn og bor i dag i københavner-bydelen Nørrebro, hvor næsten hver tredje vælger stemmer på Enhedslisten.
Men der er også ligheder.
For eksempel har de begge fået masser af tæsk og er blevet stående.
Inger Støjberg blev kaldt en støjsender og sammenlignet med ’Komiske Ali’, da hun som politisk ordfører i 2009 blev sendt på en håbløs mission med at forklare, at Anders Fogh Rasmussen ikke var kandidat til Nato-topposten.
’Jeg spiser ikke salat’
Og Johanne Schmidt-Nielsen stod model til en del socialdemokratisk latterliggørelse, da hun i 2013 tøvede for længe med at slå til ved finanslovsforhandlingerne og blev snydt af Corydon, som i stedet indgik forlig med Venstre.
Colaerne er drukket. Johanne har spist sin frikadelle-mad, og fiskefileten på Ingers tallerken er væk.
Tilbage på de to tallerkener ligger nogle salatblade, lidt rucola og grøn peber.
»Jeg spiser ikke salat,« forklarer Inger Støjberg.
»Heller ikke dig?« spørger Johanne Schmidt-Nielsen.
