I FC København er der kun én ting, der tæller: Titler.

Siden hovedstadsklubben indledte sin dominans af dansk fodbold i begyndelsen af 0’erne er det blevet messet på anlægget på Frederiksberg,

Derfor har det sæsonen igennem gjort så forfærdelig ondt i sjælen hos københavnerne, at se mesterskabet forsvinde længere væk, end det nogensinde har været i dette årtusind.

I pinlig selverkendelse har træner Ståle Solbakken iværksat genopbygningsproces 2.0. Målet er guld... Næste sæson. Og der er stadig lang vej, men lørdag eftermiddag blev nordmanden dog bekræftet i, at vejen, han er kørt ned ad, er det rette. Han havde med egne ord en af de roligste dage på trænerbænken, da FC København hjemme slog AC Horsens 4-1, og han kunne til med glæde sig over, at hans hold i i hvert fald 45 minutter ramte et niveau, der dufter af mere end den øjeblikkelige fjerdeplads.

Allerede efter seks minutter kunne Denis Vavro heade føringsmålet ind efter et hjørnespark, og siden brillerede de offensive esser med Viktor Fischer og Rasmus Falk i spidsen med imponerende kombinationsspil, der førte til både det andet, tredje og fjerde mål.

»Vi skal stadig bygge lidt på det defensive, men det offensive flow er rigtig godt. Vi spiller god fodbold og har gjort det længe,« lød analysen fra Ståle Solbakken.

For sig ser han det hold tage form, som han troede, han havde lagt grundstene til, inden sæsonen, men som først nu er ved at finde sig til rette:

»Vi har fået mange muligheder,« siger han.

»Falk har været forrygende. Han har været god centralt og god på kanten. Fischer er også god – specielt på kanten. Han har leveret det, vi håbede både på og uden for banen. Boilesen kommer mere og mere. Og så har Zeca måske været den bedste midtbanespiller i hele slutspillet.«

Med sejren rykker FC København inden for ét points afstand af FC Nordsjælland i tabellen, inden de i dag møder Brøndby. Dermed ligner det en fremtidig finale mellem de to mandskaber, når de mødes i sidste spillerunde.

»Det er det, vi har håbet på, siden vi indledte slutspillet.«

»Det, vi har set, i det her mesterskabsslutspil er tæt på. De to kampe, vi har tabt, har været mod Midtjylland og Brøndby på udebane og begge kampe kunne være endt anderledes. Det, som jeg synes, har været stærkt, er, at drengene er kommet tilbage og vinder de to hjemmekampe, som har været must-wins i forhold til kampen om tredjepladsen. Det er stærkt.«

Anderledes kedeligt ser resten af foråret ud for AC Horsens. Alligevel var det en fløjtende Bo Henriksen, der efter kampen gav sit syn på begivenhederne:

»Hvis man ser det overordnet, så vinder vi 7-1 på hjørnespark, vi har flere afslutninger end FCK, men vi bliver straffet på omstillinger og en enkelt dødbold, og så er det svært at vinde i Parken. Men vi syntes egentlig, at vi lykkedes godt med vores tilgang til det. Derfor er det irriterende at stå her nu og have tabt 4-1,« sagde Horsens-træneren.