Tidligere sundheds- og ældreminister Sophie Løhde er blevet Danmarks første minister for offentlig innovation.

Offentlig innovation er den opgave, som Sophie Løhde har fået i opdrag at løfte. Det er et område, hvor mange før hende har både fejlet og skabt gode resultater, men det er også øretævernes holdplads. Det kræver en stærk og en klog minister, at forløse det potentiale, som det nye ministerium unægteligt udgør.

Sophie Løhde er en af sin generations dygtigste politikere. Trods sine blot 33 år har hun allerede erfaring fra både kommunal-, amts- og regionsråd. Hun har en bachelor i erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation fra Copenhagen Business School. Og nu også ministererfaring fra det tidligere Sundheds- og ældreministeriet. Hun kender altså den offentlige sektor ud og ind – set fra en beslutningstagers perspektiv. Men invitationerne til at ’komme en tur ud i virkeligheden’ i den offentlige sektor vil stå i kø foran ministeren og vil nogle gange lande som en kølle på hendes hoved.

Hun træder nu ind som ’ligeværdig minister’ i Finansministeriet, hvor Kristian Jensen har titlen finansminister. Det er et pudsigt ordvalg, som Claus Hjort Frederiksen brugte hele to gange ved overdragelsen af ministeriet, og som Løhde siden selv har brugt. Men kan man være to ligeværdige ministre i det samme ministerium – og har det været tanken fra statsministeren? Det har måske nok været tanken, men i realiteten går ’den rigtige’ finansminister forrest – ligesom ’den rigtige’ udenrigsminister altid har været tungere end alskens europaministre, udviklingsministre og eksportministre.

Finansministeriet har i en årrække bestået af det gamle klassiske finansministerium og ’de nye moderne’. De ’gamle’ er budgetbisserne, som laver finanslov og holder centraladministrationen i et jerngreb i forhold til at overholde budgetter. De ’nye’ har været en voksende horde af ’tænk-ud-af-boksen’ samfundssnedkere, som har foreslået digitaliseringsprojekter (som f.eks. statens it), effektiviseringer (som f.eks. en centralisering af Skats aktiviteter), moderniseringer, harmoniseringer og meget andet. I dag er mange af aktiviteterne samlet i Moderniseringsstyrelsen, som i øvrigt også har udviklet kodeks for god ledelse og andre mere HR-lignende tiltag. Alt det er Løhde nu minister for.

Skiftende regeringer har alle arbejdet med afbureaukratisering, forenkling, tillidsreform, kvalitetsreform, og hvad de nu eller har kaldt det, som alt sammen handler om det, som måske nemmest forstås med et klassisk Løkkeudtryk: At få den offentlige sektor til at gå længere på literen. I regeringsgrundlaget hedder det bl.a.: ’Vi vil i højere grad styre den offentlige sektor ud fra klare mål og med et større fokus på resultater’. Et af redskaberne bliver en ledelseskommission.

Ofte ender disse moderniseringsprojekter over budget, forbi alle tidsfrister og med alt for ambitiøse målsætninger. Og de møder massiv modstand på vejen. Det er en kæmpe opgave, Sophie Løhde har fået – og den er mindst lige så svær, som den er vigtig. Risikoen består i, at hun kan drukne i møgsager. Muligheden er, at hun udvikler sig til en ny velfærdshåndværker. Hun kan på alle måder komme til at gå i Løkkes fodspor.