Dronningen bar gaven fra sin mand – en kærlighedserklæring i turkis og guld – ved den private fødselsdagsfest på Fredensborg

Marilyn Monroe sang henført, at ’diamonds are a girl’s best friend’. For dronning Margrethe er det turkiser. Især når de sidder i de meget personlige smykker i guld, som prinsgemalen har foræret sin hustru, da hun fyldte 60 år, 70 år og nu 75 år.

Da dronning Margrethe i ensom majestæt trådte ind i kuppelsalen på Fredensborg Slot torsdag aften, bar hun et iøjefaldende smykkesæt i turkis og guld, bestående af hængeørenringe, broche og en halskæde. Smykkerne er alle gaver fra prinsgemalen. Og ved at bære sættet, der blev komplet i torsdags, var den savnede Henrik ’næsten’ med til festen.

Prinsen købte selv turkiser

»Jeg har lavet brochen til Dronningens 60 års fødselsdag, mens ørenringene blev udført til hendes 70 års fødselsdag. Halskæden, der er af ældre dato, er kommet til nu, og er en gave fra prins Henrik,« fortæller guldsmed Torben Hardenberg, der har skabt sættet, til BT.

Guldsmeden mener, at Prinsen selv har fundet halssmykket til at fuldende fødselsdagssættet med. Og selv om halskæden ikke er skabt til brochen og ørenringene, så passer den så fint, at man netop skulle tro, den var skabt til de meget personlige smykker. Det er i øvrigt prinsgemalen selv, der har købt turkiserne i Egypten, som han efterfølgende bad Torben Hardenberg om at bruge til at skabe brochen med.

Diana og hjortene

»Vi planlagde brochen til Dronningens 60 års dag. Den forestiller jagtgudinden Diana og kronhjortene. Nederst på brochen er de to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, symboliseret ved to små kronhjorte, der titter frem mellem de to store turkiser. Der er også vævet et livets bånd ind, der går rundt om brochen. Og så står der 60 på brochen, fordi det var til 60 års fødselsdagen,« forklarer Torben Hardenberg.

Perlekæden med rubiner og tilhørende ørenringe skabte guldsmed Torben Hardenberg efter bestilling fra prinsgemalen til Dronningen til deres sølvbryllup. Foto: Scanpix
Perlekæden med rubiner og tilhørende ørenringe skabte guldsmed Torben Hardenberg efter bestilling fra prinsgemalen til Dronningen til deres sølvbryllup. Foto: Scanpix Foto: JØRGEN JESSEN
Vis mere

»Der er alle mulige finurligheder i brochen, fordi jeg synes, at hemmeligheden ved kongelige smykker er, at man lige nøjagtigt ikke ser, hvad det er. Smykkerne bevarer en hemmelighed,« fortæller han om brochen, der også kan deles i to og kan bæres som et vedhæng i en halskæde. Ligesom man kan tage den tredje og nederste turkis af.

Dermed kan også det smykke skilles ad, som mange af de kongelige smykker og kronjuveler kan, og som Dronningen benytter sig af i rigt mål for at variere.

Tre længder på ørenringene

Det samme er også tilfældet med ørenringene, der kan deles i tre længder. De helt lange, som Dronningen bar dem torsdag aften, eller halvlange og helt små.

»Dronningen har selv sagt, at når de er lange, bruger hun dem til de meget fine lejligheder, som halvlange til de halvfine lejligheder, og når de er helt små, er de til hverdagsbrug,« fortæller Torben Hardenberg.

Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Han har udført smykker og andet på bestilling fra regentparret i de sidste 30 år. Og ved alle bestillingerne, uanset om det har været Dronningen eller prinsgemalen, der var bestilleren, har de været meget deltagende i skabelsesprocessen.

Glad for farver

»Vi holder møder, og de giver deres mening til kende, så tingene bliver helt rigtige. Det har jeg slet ikke noget imod, fordi de ved, hvad de taler om,« erklærer guldsmeden, der også har skabt en perlekæde med rubiner med ørenringe til, som Dronningen fik af prinsgemalen til deres sølvbryllup i 1992.

Han ved dog ikke, om turkiser er Dronningens yndlingssmykkesten, selv om man meget ofte ser turkiser på Margrethe ved uofficielle lejligheder, og når hun er ’halvprivat’. I stedet hælder han til tesen om, at kongelige smykker skal have farve, så de kan ses på afstand.

»Jeg tror, han valgte turkiser, fordi de kan ses på afstand og er en pangfarve. Og så er Dronningen jo glad for farver, og der fylder turkiser godt i landskabet,« fortæller guldsmeden.