Det tog kun ti minutter, men hun ville så gerne være blevet meget længere.

Bloggeren Michelle Hviid skulle tirsdag møde sundhedsminister Nick Hækkerup (S) til en snak om det danske sundhedssystem. Interviewet var en del af radioprogrammet ’Mikrofonholder’ på Radio24syv, hvor to danskere mødes og taler om det, de er optaget af og brænder for. ’De er drevet af en nysgerrighed og en interesse for hinanden og det, de skal tale om. Gennem samtalen har de mulighed for at fortabe sig i detaljer og fordybe sig i fortællinger, uden at nogen bryder ind. Mikrofonen er overladt til dem,’ står der i programerklæringen.

Men sådan gik det langtfra, da Michelle Hviid mødte Nick Hækkerup. Ministerens spindoktor brød ind allerede efter ti minutter, fortæller hun.

»Jeg var i chok. Det er det mærkeligste, jeg nogensinde har været ude for. Jeg forstår, at jeg spurgte om noget, jeg ikke måtte spørge om, Jeg er ikke specielt partipolitisk, men jeg gik fra det interview med en politikerlede gange 100,« siger Michelle Hviid.

Hun er en populær foredragsholder og blogger, også på BT. I efteråret fik hun konstateret en svulst i hjernen og blev opereret 1. december. Hun har gennem hele forløbet været åben om sin sygdom og sine oplevelser af problemerne i sundhedssystemet. Og det var dem, hun gerne ville snakke med sundhedsminister. Nick Hækkerup (S) om. Programmet varer en time, så der var god tid til at komme rundt om forskellige problemstillinger. Men de nåede aldrig så langt, bekræfter administrerende direktør på Radio24syv Jørgen Ramskov.

Fejlene i sundhedsvæsenet

»Vi havde kommunikeret en klar præmis for programmet med ministeriet, hvor vi også havde præsenteret Michelle Hviid og hendes historie. I en opfølgende telefonsamtale fik vi at vide, at ministeren rent rutinemæssigt ikke kunne gå ind i hendes personlige historie. Det er der intet odiøst i, det er helt normalt. Programmet skulle handle om fejlene i sundhedsvæsenet og hvad man kan gøre ved dem,« siger Jørgen Ramskov og fortsætter:

»På et tidspunkt bliver de uenige om præmissen, fordi der bliver spurgt ind til konkrete ting. Det diskuterer de, og tiden løber. På et tidspunkt må vi tage stilling til, om det giver mening at fortsætte. De er fortsat uenige, og programmet ender med at falde på jorden, fordi ministeren har en stram tidsramme og skal ud ad døren. Det er vi kede af, og jeg kan godt forstå, at Michelle er trist over det. Men sådan er det nogle gange,« siger Ramskov.

Er ikke en dukke

Michelle Hviid undrer sig over, at der overhovedet er noget, hun ikke må spørge en minister om.

»Jeg er ikke bekendt med nogen ’præmis’. Når jeg møder et menneske, må man spørge mig om alt. Ingen kan styre mig som en dukke. Hvorfor har han brug for en præmis? Han kunne jo bare svare ’det ved jeg ikke’ eller ’det vil jeg ikke svare på’. Det er jo helt sindssygt. Alle har en holdning til Sundhedsministeriet. Han sagde, at han arbejdede for lige vilkår til alle. Men systemet er ikke lige. Jeg har det godt nu, men det er fordi jeg selv har betalt for privathospital og genoptræning,« siger Michelle Hviid, der nu gerne vil lave et nyt program om det politiske system med spindoktorer.

Sundhedsminister Nick Hækkerup ønsker ikke at bidrage med sin version af episoden.

»Jeg har ingen kommentarer til sagen. Jeg ønsker Michelle Hviid alt det bedste,« siger Nick Hækkerup.