Viborg FFs helt store angrebsprofil, Serge Déblé, gik – trods matchvinderrolle i 1-0-sejren – chokeret fra banen efter fredagens 1. divisionskamp mod HB Køge.

Ifølge ivorianske Deblé blev han undervejs i kampen udsat for racisme fra HB Køges målmand, Frederik Due. Déblé beskyldte efter kampen over for Viborg Stifts Folkeblad Due for at have kaldt ham for’black bastard’– frit oversat svarer det til ’sorte svin’ på dansk.

»Jeg havde simpelthen svært ved at finde mig i det. Jeg kan ikke forstå, hvorfor han kan finde på at sige det,« sagde Déblé til avisen.

Angriberen reagerede kraftigt på HB Køge-målmandens verbale overfald, og Déblés ophidselse endte med at koste ham selv et gult kort, hvorefter han blev skiftet ud.

Lukker sagen ned

HB Køges sportschef Jesper Sommer fortæller ifølge TV2 til Ritzau, at målmanden afviser anklagerne.

»Det er aldrig sjovt med sådan noget her, men alle parter lægger stor afstand til racisme. Og ifølge Frederik Due har han ikke sagt det,« siger Jesper Sommer.

Viborg FF og HB Køge udsendte i går en fælles pressemeddelelse.

»I forbindelse med fredagens kamp mellem HB Køge og Viborg FF blev der i kampens hede angiveligt brugt ord, der kan opfattes racistisk. Både HB Køge og Viborg FF tager kraftigt afstand fra racisme, og de involverede parter fra begge klubber er enige om at lukke sagen internt. Hverken HB Køge eller Viborg FF har yderligere kommentarer,« lyder det i meddelelsen.

Sekretær i DBUs disciplinærinstans Henrik Andersen oplyser, at udvalgsmedlemmerne først ser dommer Kasper Madsens indberetning i morgen og først her kan vurdere, om der skal rejses en sag.

26-årige Serge Deblé har været en af de store oplevelser i 1. division i denne sæson. Hans 14 mål har været med til at sikre, at Viborg FF i tirsdagens hjemmekamp mod Roskilde kan sikre sig oprykning til Superligaen.