Udviklingshæmmet fik først adgang til advokat, efter at hans sag var afgjort i Statsforvaltningen

Den 30-årige udviklingshæmmede Jan Arvidsson fra Frederikshavn er blevet udsat for groft svigt - endnu en gang.

Det første svigt bestod i, at han var udsat for en ulykke på institutionen, hvor han bor, hvilket har medført en politianmeldelse. Han har også været sat ind til en død nabo, hvilket har traumatiseret den 30-årige Jan dybt.

Men nu tager sagen en ny drejning.  Denne gang på grund af urimelig lang sagsbehandlingstid i Statsforvaltningen.

En mere end syv måneder lang sagsbehandlingstid har nemlig betydet, at Jan Arvidsson, som er under værgemål, ikke har haft mulighed for at få advokatbistand i en sag, der nu i mellemtiden er blevet afgjort.

Og med et resultat, der går ham og hans pårørende imod.

Afgørelsen, der er kommet fra Ankestyrelsen, giver Frederikshavn Kommune medhold i, at Jan Arvidsson ikke har ret til at flytte fra handicap-bostedet Koktvedparken i Frederikshavn til institutionen Solbakken i Odder i Aarhus Kommune, hvor man er specialister i at udvikle unge handicappedes potentiale.

Hovedbegrundelsen for afslaget er, at merudgiften ved at Jan flytter skønnes at være for stor for Frederikshavn Kommune.

Hans værge, storebroderen Michael Arvidsson, siger:

- Statsforvaltningen er til for at beskytte de svageste. Her er et eksempel på, at de direkte modarbejder de svageste. Som Jans værge må jeg jo ikke bare hæve penge på hans konto, før Statsforvaltningen har godkendt det. Derfor søgte jeg tilbage i august sidste år om at få frigivet penge til en advokat til Jan i forbindelse med ankesagen. Siden har jeg rykket flere gange både skriftligt og mundtligt. Men nu er afgørelsen så faldet i Ankestyrelsen, uden at Jan har haft en advokat til at varetage sine interesser. Lørdag får jeg så et brev fra Statsforvaltningen om, at de først nu har behandlet min anmodning, og at de godkender, at jeg må hæve penge til advokathjælp til Jan. Men hvad kan han bruge advokaten til nu, når sagen i mellemtiden allerede er blevet afgjort? Det er jo grotesk, siger Michael Arvidsson.

Kan ankesagen gå om?

Brevet, som er dateret 11. april 2014 og hvori Statsforvaltningen godkender, at han kan hæve penge til advokat, lyder sådan:

’(...) Du har som værge søgt om, at Statsforvaltningen godkender, at du bruger 7.000 kroner af ovennævntes (Jan Arvidssons, red.) formue til advokatbistand. Vi godkender dette og beder dig kontakte Spar Nord Bank A/S, Forvaltningsafdelingen, for at få beløbet udbetalt. Vi skal beklage vores meget lange sagsbehandlingstid i denne sag.’

Michael Arvidsson vil sammen med advokat Mads Kringelbach nu undersøge muligheden for, om ankesagen kan gå om på grund af grundlæggende krænkelse af Jan Arvidssons retssikkerhed samt misinformation fra Frederikshavn Kommune.

Det har ikke været muligt for BT at få en kommentar fra Statsforvaltningen.