Forventningerne til kandidaten var lige så lave som sandsynligheden for, at han blev valgt. Men det er sært at skulle skrive 'præsident Donald Trump'.

Bare at skrive ordene er mærkeligt. Denne usandsynlige kandidat, der selv på valgdagen af sine egne kampagnefolk blev regnet som en meget usandsynlig vinder, har netop været på besøg i sin fremtidige bolig for at få en sludder med præsident Obama. Man kunne se på Obama, at han også syntes det var mærkeligt. For ikke at nævne Obamas stab, der syntes det var så mærkeligt, at de lignede deltagerne til deres egen begravelse.

Obama mente tidligere om Trump, at han var decideret uegnet til at lede USA. Det var noget med hans personlighed. Trump mente til gengæld – indtil han for ganske nylig ikke mente det længere – at Obama slet ikke var amerikaner.

Nu sad de så her i Det Hvide Hus for rullende kameraer og fortalte hele verden, at de havde stor respekt for hinanden. Det må have været noget af det mest aparte, de to nogensinde har deltaget i.

Måske er det bare politik, der er mærkeligt.

Trumps egne meningsmålere gav ham 10 procents mulighed for at vinde valget. Selv da de opjusterede deres målinger ved at overdrive antallet af forventede hvide vælgere, lignede Trump en usandsynlig vinder. Men Trump troede selv, at han ville vinde. Da han klokken 01 på valgnatten holdt sin kampagnes sidste tale i Michigan, var mere end 30.000 mødt op. Han har fortalt, at han ikke kunne få det til at passe med, at han ikke ville vinde. Og Trump havde ret.

Medierne er hurtigt kommet sig over valgets mærkelige resultat og er gået i selvsving over Trumps mulige kabinet og den måde, han har givet sine børn centrale poster i den gruppe, der skal besætte de mange tusinde poster, der kommer, når Obamas bedrøvede følge forlader USAs udøvende magt.

Hvis man kan tro de antikke kilder, så erklærede den romerske kejser Caligula, at han var en levende gud og udpegede en hest som konsul.

Det svarer meget godt til den måde, medierne i USA dækker Trumps indtog i Det Hvide Hus, hvilket er en slags garanti for, at det amerikanske folk vil tage godt imod Trumps nye kabinet. Programmet ’60 Minutes’ forsøgte endnu et karaktermord på Trump via den passivt aggressive Leslie Stahl. Vil man se, hvor galt det er fat med fairness i dækningen, så sammenlign eventuelt med ’60 Minutes’ behandling af den nyvalgte Obama.

Obama var Messias, Trump Caligula.

Det er, som om de amerikanske medier på intet tidspunkt har fattet det medansvar, de har for Trumps succes. Men der er vel intet mærkeligt i, at man beder de mennesker, man stoler mest på – i Trumps tilfælde sine børn – om at hjælpe sig? Og det kan vel heller ikke undre, at de få, der loyalt bakkede op om Trump gennem en af de hårdeste valgkampe nogensinde, vil blive belønnet for en loyalitet, der ville have kostet dem deres politiske fremtid, hvis ikke Trump havde vundet?

Men en ting, der ikke er mærkelig, er, hvis Trump på denne baggrund kun kan overraske positivt. Han skal bare lade være med at være Caligula, hvilket er en standard, de fleste kan leve op til.