Så tager vi endnu en tur i hamsterhjulet. Ved kaffemaskinen kan vi hurtigt blive enige om, at ting, der gentager sig, er røvsyge. »Nå, vi skal vel til det igen,« siger vi modstræbende og lægger an til endnu en blød landing i kontorstolen.

Gentagelsen er en dødssynd, en disciplin for bønder dengang, da landbruget ikke var disrupt’et, og de stod op med hanen for at fodre svin og muge ud hos køerne med håndkraft. Gentagelsen er forsaget i en verden, som dyrker det lineære, fremdriften og tiden, der løber, mens vi selv løber med jernvilje efter et uopnåeligt mål i horisonten.

Men når alting er nyt og evigt foranderligt, forvandles gentagelsen til noget eksotisk, en oase. Julen er en oase. I hvert fald for mig. En tid, hvor jeg læsser så mange gentagelser oven på hinanden som muligt. Den begynder altid første søndag i advent. I år begyndte julen derfor en sensommerdag i november. Vi startede som altid bil nummer to – en 16 år gammel Berlingo til kastrerede mænd - for den har tagbøjler og er født til rollen som juletræsbus.

Ude hos juletræssælgerne – vi snupper samme skov hvert år – var alting et deja vu: De havde igen stillet de flotteste juletræer forrest, og med usvigelig træfsikkerhed proklamerede jeg derfor, at vi ikke behøvede at lede længere. Årets juletræ var fundet. Min hustru svigtede ikke: Duer ikke. Tung i bunden, tynd i toppen og for lav (jeg troede et øjeblik, at hun talte om mig).

Så vi ledte i evigheder, mens jeg skumlede af skuffelse, og min 24-årige datter sled for at genskabe julehyggen. Som regel bliver mit udkårne juletræ i mellemtiden solgt til en lykkelig familie, så vi må nøjes med det næstbedste, som alle i min familie forunderligt nok altid synes er bedre end mit valg.

Op på taget med træet og hjem. Jeg smækker fod på juletræet, og de andre kreerer juledekorationer og pynter juletræ og nabolag, mens jeg finder en akut undskyldning. Når vi får vores kattekillinger Herman og Esmeralda, behøver vi ikke at tænke på at rive pynten ned efter jul. Det klarer de to bæster længe før jul. Så skal vi lave julekonfekt. Det gider jeg godt. Min konfekt ser altid ens ud. Et stalinorgel af dadler, mandler, figner, marcipan og nougat – druknet i chokolade. Min hustru og datter former skulpturer med krummelurer og spir. »Alle dine ligner jo hinanden,« vrænger de. Og hvad så. Mine skal ned i ganespalten, ikke på kunstudstilling.

Bagefter skal vi have æbleskiver og gløgg. Gløgg er nok det dummeste, verden endnu har set. Det smager dårligt, og mine tænder ser ud, som om jeg har stjålet dem fra Grauballemanden. Min datter ligner en, der har drukket rævepis, men beder heroisk om en milliliter mere for at holde sin mor med selskab. Hun søber til gengæld gløgg i sig, for hun ved godt, at der går et år, før chancen byder sig igen.

Juleaften med hele familien i Nordjylland er også gentagelsens fest. Nydeligt tøj, fælles kirkegang og sang, Disneys juleshow og så ellers and med sovs og kvalme, afsluttet med moderat løb rundt i stuen til ’Nu er det jul igen’, mens min 90-årige mor truer med at pløje hovedet gennem gran og gaver, hver gang hun runder juletræet på to hjul. Det hele er så forudsigeligt, at det ville gøre ondt, hvis det ikke gjorde så godt. Lykken defineres ofte som øjeblikke, der forsvinder i samme moment, man forsøger at gribe dem; lysglimt af evigheden og uendeligheden.

Men lykken kan også være noget så simpelt som roen i gentagelsen af det kendte og elskede. Filosoffen Arthur Schopenhauer havde fat i noget, da han konstaterede, at så længe vi er i viljens vold, vil vi aldrig kunne opnå varig lykke eller ro: ’Uden ro er enhver form for velbehag umulig. Således ligger det villende subjekt hele tiden på Ixions drejende hjul, hælder vand i Danaidernes kar, er den evigt smægtende Tantalos’.

Dermed er hamsterhjulet som sådan ikke problemet, ikke gentagelsen i sig selv, men det at være i viljens vold som en utæmmelig fremdrift uden at kunne nyde øjeblikket og gentagelsen af øjeblikket. Rend mig i traditionerne var et oprør i 1970erne. I dag er traditionerne et oprør mod renderiet.

Lykken er gentagelsen. Gentagelsen er julen. Julen er traditionen. Traditionen er lykken. Lykken er gentagelsen. Mærk, hvordan vi kører i ring – og det føles skønt.