For det borgerlige Danmark er fælles om meget og uenige om meget mindre.

Nogle gange behøver beskeder blandt venner ikke at være så lange. Ovenstående sms-korrespondance er mellem Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen og mig på dagen, hvor jeg blev genudnævnt som udlændinge- og integrationsminister. En mand, som jeg jo ikke altid er enig med – men som jeg håber, at jeg kommer til at arbejde tæt sammen med i lang tid endnu. For det borgerlige Danmark er fælles om meget og uenige om meget mindre.

’Så kører vi videre, vi to’. ’Glimrende fru minister’.

For en uge siden fik Danmark en ny borgerlig trekløverregering. Vi fik den oven på et noget uskønt forløb i den borgerlige familie – men den nye regering mellem tre af de fire borgerlige partier er det allerbedste tegn på, at det borgerlige Danmark kan og vil samarbejde og levere resultater for Danmark. Det gælder både partierne i regeringen og Dansk Folkeparti. Samarbejdet skal naturligvis foregå i respekt for vores forskelligheder – og i respekt for Dansk Folkepartis unikke position som det eneste parti uden for regeringen, der ønsker borgerlig politik og en borgerlig statsminister.

Vi står sammen om, at der skal være styr på udlændingepolitikken og at vi skal få ryddet op i Socialdemokratiets mange lempelser. Vi er enige om, at hensynet til offeret er vigtigere end hensynet til forbryderen og at vi skal føre en fast og konsekvent retspolitik. Vi er enige om, at vi skal have en folkeskole, der lærer vores børn at regne, læse og skrive, og som skal basere sig på en respekt for læreren. Og vi er ikke mindst enige om, at vi skal have et samfund, hvor det altid kan betale sig at arbejde, og at der er mere rimelighed i at give en skattelettelse til kassedamen, der knokler, end at hæve ydelserne for indvandrere, der ikke arbejder, sådan som venstrefløjen med Mette Frederiksen (S) i spidsen ønsker.

Med den nye trekløverregering er vi – på trods af den helt nye konstellation – på mange måder vendt tilbage til det kendte: En borgerlig mindretalsregering bestående af flere partier, hvis parlamentariske grundlag er Dansk Folkeparti. Jeg har prøvet det før, og på trods af de forskelligheder, der er mellem mit parti Venstre og Dansk Folkeparti, og som er tydelige for enhver, så er det uomtvisteligt, at Dansk Folkeparti er et støtteparti, som man kan indgå solide aftaler med, sådan som vi har gjort det i mange år.

Sådan er det ikke altid med støttepartier. Hvem husker ikke en frådende Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, der efter kuldsejlede skatteforhandlinger med den daværende S-R-SF regering råbte ukvemsord på Christiansborg, fordi partiet ikke kendte sin besøgelsestid?

De, der siger, at Dansk Folkeparti ikke evner at tage ansvar, tager fuldstændig fejl. Ti års resultater under VK-regeringen taler sit tydelige sprog. Nu skylder vi sammen at levere borgerlige resultater til det flertal af danskerne, der sidste år betroede os flertallet i Folketinget. Så vi kører videre i et nyt og stærkere borgerligt samarbejde. Jeg tror, det projekt kan lykkes. Og der er ingen, jeg hellere vil drage i krig med end mine våbenbrødre i Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti.