To spindoktorer har  begge fået et gyldent håndtryk på op til 300.000 kr., selv om de stadig arbejder for den samme person.

Reglerne tager nemlig ikke højde for, at de to fortsætter parløbet med deres chefer udenfor statsadministrationen, idet den ene er gået med over i en privat organisation, mens den anden er rejst med sin minister til Bruxelles.

Var de derimod fulgt med deres chef over i et andet ministerium, havde de ikke fået så meget som en krone i fratrædelse.

Folketingets Finansudvalg vil nu se på reglerne.

Læs også:

Morten Høyer stoppede som spindoktor for tidligere justitsminister Karen Hækkerup, da hun 10. oktober blev direktør i Landbrug & Fødevarer. Et par dage senere fik Morten Høyer efter eget udsagn lovning på et job hos hende og skrev kontrakt 20. oktober. Han har nu dobbelt løn i tre måneder.

Christina Eiberg blev fritstillet 2. september, da den tidligere økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager blev udpeget til ny dansk EU-kommissær.

Tårnhøj indtægt

Christina Eiberg er opsagt fra sin stilling som særlig rådgiver med virkning fra 1. oktober med en opsigelsesperiode på seks måneder. Det skriver ministeriet i et svar på BTs anmodning om aktindsigt i, hvor længe hun er på lønningslisten hos dem.

’Ministeriets samlede udgifter til løn og pension i perioden fra 2. september 2014 til den 31. december 2014 til til Christina Holm Eiberg udgør 306.100,37 kr.’, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Vil se på reglerne

Siden 1. november har Christina Eiberg været ansat i Vestagers kabinet i EU-Kommissionen.

Sådan som hendes gamle arbejdsplads tolker reglerne, har hun som fritstillet særlig rådgiver krav på minimum tre måneders løn uden modregning i anden lønindtægt.

Næstformanden for Folketingets Finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl, vil nu tage sagen op og se på, om reglerne skal ændres.

- Jeg tror, at de fleste har den forventning, at hvis man indenfor det offentlige arbejder for den samme bare et andet sted, så får man selvfølgelig ikke dobbelt løn i en periode, altså fratrædelse det ene sted og ny løn det andet. Fratrædelsesreglerne skal være fair og ordentlige, men de skal ikke give dobbelt løn, siger han.

Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen vurderer, at de særlige omstændigheder ved de to spindoktorers jobskifte kan sidestilles med, at de selv har sagt op.

- Det er en del af deres karriereplan at fortsætte sammen med ministeren, og derfor skal de ikke have fratrædelse, som om de var fyret, siger han.

Morten Høyer ønsker ikke at deltage i en polemik om, hvordan reglerne skal fortolkes.

- Jeg blev sagt op 10. oktober, siger han og tilføjer, at det har han på papir.