Ekspert kalder det et tilfælde, at vi her i Danmark indtil nu er blevet forskånet for højreekstreme angreb som det i svenske Trollhättan, hvor en nynazist dræbte to på en skole

Iført stålhjelm, sort kappe og Star Wars-maske gik Anton Lundin-Petterson amok i en blodrus på Kronan Skola i torsdags.

Både i Danmark og Sverige er chokket omsiggribende og fordømmelsen total efter at højreekstremismen huggede både den 15-årige elev Ahmad Hassan og lærervikaren Lavin Eskandar på 20 år ihjel og sårede to andre, før politiet skød og pacificerede ham.

Men næste gang er det måske her i Danmark, at grædende pårørende lægger blomster foran en skole. Det fortæller Chris Holmsted Larsen, som forsker i politisk ekstremisme på RUC.

»Der er ingen tvivl om, at højreekstremisterne har skærpet deres retorik herhjemme. Vi har også voldsberedte højreekstremister. Et eller andet sted er det nok et tilfælde, at der endnu ikke har været forsøg på den type angreb i Danmark endnu,« siger han til BT.

Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Der har allerede været eksempler på racistisk motiverede angreb her i Danmark. »Første advarsel«, »dnsb« og hagekors blev der skrevet på facaden af asylcentret Lyngbygård på Djursland natten til den 27. august, hvor også asylcentrets minibus blev stukket i brand og brændte ud. Men det er vand ved siden af den bølge af højreekstremistisk vold, som er skyllet over hele Europa i år. Brandattentater mod asylcentre og moskéer, angreb på flygtningebåde og voldelige overfald er uhyggelige vidnesbyrd på, at højreekstremistiske kræfter er på fremmarch. To af de hårdest ramte lande er Sverige og Tyskland, hvor adskillige asylcentre allerede er gået op i flammer. Og det risikerer ifølge ekstremismeforskeren at smitte af på Danmark.

Chok og sorg prægede de pårørende efter Anton Petterssons angreb mod Kronan Skola i Trollhättan nær Göteborg.
Chok og sorg prægede de pårørende efter Anton Petterssons angreb mod Kronan Skola i Trollhättan nær Göteborg. Foto: BJORN LARSSON ROSVALL
Vis mere

Brandfolk forsøger at slukke en påsat brand i et asylcenter nær Hamborg.
Brandfolk forsøger at slukke en påsat brand i et asylcenter nær Hamborg. Foto: SEBASTIAN PETERS/CITYNEWSTV
Vis mere

»I udgangspunktet er situationen lidt anderledes her i Danmark, fordi vi har modtaget markant færre flygtninge, end Sverige og Tyskland, men der er tegn på, at den ekstreme højrefløj rører på sig også herhjemme. Så man kan ikke udelukke, at det kan brede sig til Danmark,« siger Chris Holmsted Larsen.

Han har fulgt med i debatten på flere højreekstreme internetfora her i Danmark siden Anton Lundin-Petterssons morderiske angreb i Trollhättan. Flere steder bliver drabsmanden hyldet, og på Uriasposten er der personer, som fremstiller ham som et offer.

»Det beviser, at højreekstremisterne følger med i, hvad der foregår i Sverige og Tyskland. Man kan jo frygte, at enkelte af dem kan finde på at gribe til handling,« siger Chris Holmsted Larsen.

Og skulle det ske, vil det være meget vanskeligt for det danske politi at slå til, før det er for sent.

21-årige Anton Lundin-Petttersson blev fotograferet med to elever kort før han gik i gang med sin massakre på Kronan Skola. Vi risikerer ifølge ekspert lignende højreekstremistiske angreb her i Danmark.
21-årige Anton Lundin-Petttersson blev fotograferet med to elever kort før han gik i gang med sin massakre på Kronan Skola. Vi risikerer ifølge ekspert lignende højreekstremistiske angreb her i Danmark.
Vis mere

»Det er som oftest unge mænd, som handler på egen hånd. Så det er tit lidt tilfældigt, hvornår der kommer angreb som det i Sverige,« siger han.

At Tyskland og Sverige er hårdt ramt, mens vi i Danmark hidtil at gået fri for voldelige angreb er dog ikke helt tilfældigt. Begge lande har ifølge Chris Holmsted Larsen en lang tradition for voldelige højreekstreme undergrundsbevægelser i modsætning til Danmark. Det er der mange årsager til, men en af dem er, at vi i Danmark har et helt andet politisk klima, end nabolandene mod øst og syd.

»Jeg hælder mest til den forklaring, at vi her i Danmark hellere vil hive folk med ekstreme holdninger ind på den politiske scene og diskutere med dem, frem for at isolere dem med forbud,« siger Chris Holmsted Larsen.

I Sverige bliver det indvandrerkritiske parti Sverigesdemokraterna stadig blacklistet af de øvrige politiske partier, og indvandrerkritiske røster holdes væk fra den offentlige debat, hvilket ifølge Chris Holmsted Larsen er med til at puste yderligere til de højreradikales ild. Han frygter, at hele Europa går en tid i møde, hvor angreb mod asylcentre og indvandrere hører til dagens orden.

»Jeg er ikke spor optimistisk. I sidste uge udkom der en analyse fra det tyske rigspoliti, hvor de vurderer, at der indenfor en nær fremtid må forberede sig på endnu flere angreb fra den ekstreme højrefløj. Det vil sige flere asylbrande og voldelige overfald. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, vi kommer til at gå en ubehagelig vinter i møde.«