Nicolai Jørgensen er tjekket ind i landsholdslejren som hollandsk mester og topscorer, men trods succesen vil han helst blive i Feyenoord.

For to uger siden kunne han lade sig hylde foran over 100.000 Feyenoord-fans midt på den populære gade Coolsingel i det centrale Rotterdam. For første gang siden 1999 er Feyenoord nemlig hollandske mestre godt anført af danske Nicolai Jørgensen, der i sin første sæson i klubben blev topscorer i Æresdivisionen med 21 mål og var stærkt medvirkende til triumfen.

Mesterskabet kom hjem i 3-1-sejren over Heracles, og efterfølgende fulgte et par hektiske dage med lidt tømmermænd, sponsorpleje og store oplevelser.

Men det er hurtigt tilbage til hverdagen for den danske topscorer. I går trissede han i stedet forsigtigt ud på en regnvåd træningsbane i Brøndby sammen med resten landsholdet.

»Det var en forløsning for hele byen og hele klubben, at mesterskabet endelig kom hjem. Det var super fedt at være en del af, og det kunne ikke have været en bedre afslutning på min første sæson hos Feyenoord,« siger Nicolai Jørgensen til BT.

»Personligt vidste jeg godt, at ligaen matcher meget godt til mig i forhold til, hvor jeg var i min karriere. Men at blive topscorer og blive mestre havde jeg nok forventet i min første sæson.«

Sommertransfer?

I den afgørende kamp mod Heracles kom danskeren ikke selv på tavlen, men han kunne i stedet nye veteranen Dirk Kuyt, der scorede hattrick i, hvad der viste sig at blive hans sidste kamp for klubben. Han stoppede karrieren få dage efter mesterskabet.

»Den sidste kamp kunne heller ikke være skrevet bedre. Det var nogle andre spillere end ham, der var i fokus hele året, og da han sluttede på den måde, var det stort for os alle at være en del af. Det var et kæmpe pres, der blev taget af Feyenoord som klub. Nu bliver alt en del nemmere, det er jo altid det første skridt, der er sværest,« siger danskeren, der netop selv har taget et stort første skridt mod de største klubber i Europa.

For en topscorer i hollandsk fodbold lægger man mærke til.

»Jeg ved det ikke. Jeg er rigtig glad for at være i Rotterdam og i Feyenoord. Indtil videre er planen bare at tage tingene, som de kommer. Jeg har ikke behov for at skulle væk overhovedet, og i sidste ende er det ikke altid op til en selv, hvad der sker. Jeg har sagt til min agent, at jeg ikke vil snakke om noget. Det vigtigste lige nu er landsholdet, og så er der ferie efterfølgende. Der kan jeg begynde at lægge planen for næste sæson med min agent og klubben. Udgangspunktet er, at jeg skal blive i Feyenoord,« lyder det fra Jørgensen.

Vil revanchere frustration

Mens fremtidsplanerne er sat på standby for Jørgensen, kan han i stedet koncentrere sig om landsholdets kommende to kampe.

Tirsdag møder man de tyske verdensmestre i en venskabskamp på Brøndby Stadion, mens der bliver mere alvorligt, når Danmark spiller VM-kvalifikationskamp mod Kasahkstan på udebane fire dage senere.

Da Danmark spillede 0-0 mod Rumænien i marts i kvalifikationen, var det uden Nicolai Jørgensen, der trods sin storform blev ramt af en skade.

»Det var frustrerende ikke at kunne være med sidst mod Rumænien. Jeg var i god form og havde scoret mange mål, men det viste sig at være en nerve i min ryg, som havde sat sig forkert, og det forplantede sig via lysken til baglåret mod Ajax. Der var ikke noget at gøre dengang.«

»Nu håber jeg på, at jeg kan komme ind og gøre det, jeg har gjort hele sæsonen. Jeg skal bidrage med hårdt arbejde, mål og assist. Jeg har spillet stort set alle kampe i sæsonen, og nu har jeg haft ti dages ferie, hvor det har været godt at få clearet hovedet, så nu føler jeg, at jeg er klar til de sidste udfordringer.«