Dansk kult-bryggeri: Her er historien bag Mikkeller - og bruddet mellem to tvillinger

Mikkellers øl er på rekordtid blevet spredt over hele verden. Her fortæller manden bag kult-bryggeriet, Mikkel Borg Bjergsø, om en tilværelse drevet af trangen til at konkurrere. Om venskabet med den amerikanske ’rockerbrygger’, Nick Floyd og om bruddet med tvillingebroren Jeppe

Tilbage i 2006, hvor ølrevolutionen stadig rasede i kongeriget, husker jeg et besøg på øl-entusiasternes årlige ølfestival i Valbyhallen. Jeg gik rundt og snusede mellem standene, i høj grad overladt til mig selv, eftersom ølfolket dengang ikke ligefrem omfavnede en person, som trods mange artikler om øl mest var kendt som bannerfører for arvefjenden – vinen.

Pludselig blev jeg anråbt af en ung mand uden ølmave, men med masser af hår og skæg – i dag ville man have sagt en typisk Vesterbro-hipster, men dengang var udtrykket endnu ikke opfundet. Den unge mand, Mikkel Borg Bjergsø, skænkede et par smagsprøver brygget hjemme på køkkenbordet, og jeg spidsede straks smagsløg for dette var absolut helt oppe i toppen af dansk mikrobryg (Mikkel ville i dag – som dengang – sige, at der heller ikke skulle så meget til).

Selv om den unge Bjergsø virkede både seriøs og målrettet og ikke lagde skjul på, at han anså sit eget bryg for at være en klasse bedre end det meste øl herhjemme, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at Mikkeller ti år senere ville have en omsætning på 130 millioner kroner (i 2014, dette år ender formentlig en del højere) og oppebære en tredjeplads på håndværksbryggeriernes verdensrangliste, ratebeer.com, med ølbarer spredt over hele verden samt egen restaurant og mikroproduktion af spiritus.

Senest – forrige fredag – åbnede Bjergsø sammen med det amerikanske kultbryggeri 3 Floyds en gigantisk brewpub, som er et mikrobryggeri med restaurant, med plads til 300 gæster i Kødbyen. I Mikkellers lange portefølje af aktiviteter finder man sågar en løbeklub: Mikkeller Running Club, som nu, bare et halvt år efter opstarten, tæller næsten 30 hold spredt over hele kloden fra Sao Paulo til Tallinn, der alle løber i tøj dekoreret af Mikkellers art director Keith Shore.

Apropos løbeklub indleder Mikkel sin bog ’Mikkellers bog om øl’, skrevet af konen Pernille Pang sidste år, med at sige, at han altid har været drevet af sit konkurrencegen, som i første omgang fik ham til at løbe hele sin teenagetid væk.

Umiddelbart forekommer opvæksten i Kokkedal – ’som dengang var pænt, næsten en del af whisky-bæltet’ – normal: Faderen var fængelsinspektør, hans mor fuldmægtig i kriminalforsorgen. Parret blev skilt, da Mikkel var otte år, men hvem bliver ikke det i dag? Det usædvanlige ligger i, at Mikkel overhovedet ikke rørte alkohol som teenager, i gymnasiet stod han op hver morgen for at løbe ti kilometer, før han gik i skole. Mikkel trænede i alt 12 gange om ugen, tre-fire af træningspassene foregik hos Sparta på Østerbro, mens de lange togture blev brugt på at læse lektier.

Løberiet førte flere ungdomsdanmarkmesterskaber med sig og ikke mindst to studielegater som løber for amerikanske universiteter i henholdsvis Kansas State og Alabama.

»Det var ret crazy, de fleste forbinder USA med New York og Californien, men det, jeg så, var noget helt andet. Jeg lærte virkelig USA at kende, eftersom jeg rejste meget rundt i staterne i forbindelse med løb. I sidste ende stoppede jeg, fordi der altid var nogle afrikanere, som løb hurtigere, og så kunne man jo ikke blive verdensmester. Jeg vil være den bedste, og hvis jeg kan se, at jeg ikke kan blive det, så er der ingen grund til at fortsætte,« siger Mikkel Bjergsø, som klart fik grundlagt sin flair for americana og i øvrigt begyndte at drikke øl over there.

Ville fise den af

»Det meste var noget møg a la Coors, men jeg stiftede også bekendtskab med craft beer og kunne godt fornemme, at der var noget interessant ved smagen. Så da jeg kom hjem, begyndte jeg at købe Sierra Nevada og Brooklyn, og hvad man nu kunne finde herhjemme dengang.«

Tilbage i København indskrev Mikkel sig på Frederiksberg Seminarium. Ikke fordi han var drevet af drømmen om at blive skolelærer.

»Jeg valgte seminariet, fordi jeg tænkte, at det nok var den uddannelse, hvor man kunne slippe nemmest igennem og fise den af, og så ende med at komme til at lave noget andet i den sidste ende. Jeg lavede ikke en skid på skolen – ved siden af kørte jeg rundt og tømte dødsboer og solgte designmøbler. Man siger, at kun ti procent af dem, som kommer ud fra seminariet, vil være skolelærere, og at 90 procent alligevel ender med at blive det. Sådan gik det også mig. Jeg gad satme ikke være lærer, men så var det, at en af mine venner så et opslag på Det frie Gymnasium (som også kører grundskole for 8. og 9. klasse) og syntes, det kunne være mig. Jeg fik jobbet og blev sindssygt glad for den skole. Både elever og lærere har indflydelse på deres hverdag, som jeg ikke tror, du finder i andre danske skoler. Og så elsker jeg jo fysik og kemi: Altså at have pigeelever i 8. klasse, som elsker fysik, det er altså enestående og havde selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg gjorde noget for at gøre faget spændende.«

I 2009 sagde Mikkel dog op.

»At jeg endte med at komme til at lave øl, handlede ikke om, at jeg ikke ville være lærer på Det frie. Jeg kæmpede i lang tid for at kunne blive ved som skolelærer. Jeg kunne ikke se mig selv være selvstændig og sagde altid, at hvis jeg skulle vælge, ville jeg være skolelærer, men i sidste ende blev jeg nødt til at udforske, hvad øllet kunne udvikle sig til.«

Den mindste stand på festivalen

Ølinteressen udviklede sig sideløbende med lærerstudierne, og i 2003 begyndte Mikkel sammen med den gamle løbekammerat Kristian Keller at brygge øl derhjemme. For den nyslåede fysik- og kemilærer handlede det dels om at forstå processen bag brygningen, dels om at få adgang til en masse godt og billigy øl.

»Det undrede mig, at der var så mange, som lavede noget skidt, og kun nogle få, f.eks. Brøckhouse, som var gode. Det var ikke så meget for selv at brygge, som det var for at komme frem til en speciel smag i øllet, som jeg kunne lide. Jeg var nysgerrig efter at forstå, hvorfor øllet smager, som det smager.«

I 2005 besluttede de to venner, som nu kaldte sig Mikkeller, at gøre mere ud af øllet. De lejede den mindste stand i Valbyhallen til ølfestivalen året efter.

»Under festivalen var der seks amerikanske importører, som henvendte sig for at få fat på vores øl, ingen vidste, at vi bare bryggede hjemme i køkkenet,« siger Mikkel.

Samtidig havde Mikkels bror, Jeppe, åbnet ’Ølbutikken’ i Oehlenschlægersgade, hvor han bl.a. solgte Mikkellers bryg. Snart begyndte flotte ratings af Mikkels øl at dukke op på ratebeer.com,hvor ølentusiaster kan bytte og anmelde håndværksøl: I januar 2006 blev Mikkellers kaffestout, kaldet Beer Geek Breakfast, valgt af hjemmesiden som verdens bedste stout.

Vis mere

Sindssygt gode anmeldelser

»Ratebeer er ret populær herhjemme, der er mange hardcore ølnørder, som køber dansk øl og sender det ud i verden. I begyndelsen betød ratebeer alt for os, vi fik sindssygt gode anmeldelser, allerede inden vi begyndte at lave øl på et rigtigt anlæg,« fortæller Mikkel, som fra det år begyndte at lave deres øl hos Ørbækbryggeriet og senere også brugte gourmetbryggeriet i Roskilde.

I takt med at Mikkellers produktion voksede, voksede også uenigheden mellem Mikkel og Keller, som på det tidspunkt begge havde fuldtidsjob ved siden af øllet. Hvor sidstnævnte var tilfreds med at holde gryden i kog med fem-seks forskellige bryg, havde Mikkel større ambitioner og modsat Keller intet imod at arbejde fuld tid ved siden af fuldtidsjobbet.

»Jeg var begyndt at blive irriteret over, at han trak i den anden retning, og da han så blev forfremmet fra almindelig skribent til redaktør for Soundvenue, og jeg kunne se, at det ville tage endnu mere af hans tid og energi, sagde jeg: Enten stopper du, eller også stopper jeg. Og det gjorde han så i 2007. Jeg har ikke snakket med ham i mange år. Ikke at vi blev uvenner, vi er bare vokset fra hinanden, og allerede dengang, vi splittede op, havde vi ikke længere noget til fælles.«

Keller er ikke den eneste, som Mikkel ikke længere ser. Han har heller ikke længere kontakt med sin tvillingebror, Jeppe Jarnit-Bjergsø, (Jeppe har taget sin kones efternavn, Jarnit, red.), som han ellers voksede op tæt sammen med.

»Jeg tror, at det er umuligt at forstå, hvordan det er at være enæggede tvillinger, hvis ikke man har været der: Vi lavede alt sammen, vi kunne næsten læse hinandens tanker. Det var altid I, ikke du, for folk kunne ikke se forskel på os og opfattede os som én person, og så bliver éns selvopfattelse også sådan. Selv om vi kunne være dødeligt uenige og skændes, forsvarede vi os altid sammen mod andre. Vi er begge i den grad konkurrencemennesker og vil være den bedste. Det er ekstra hårdt, når man hele tiden har en at sammenligne sig så direkte med. Men når vi f.eks. stillede op i 800 meter finale til DM for 18-19 årige, håbede jeg selvfølgelig, at jeg vandt, men hvis jeg ikke vandt, ville jeg da hellere have, at det var Jeppe, som vandt, end en anden, for så blev det i det mindste i familien.«

Balladen om ølbaren

Vis mere

De to brødre fulgtes ad gennem både skoleopvækst og løbekarriere. I USA dog på forskellige universiteter, og da de kom hjem igen på hver sit seminarium. Også ølinteressen blev plejet i fællesskab, kulminerende med den symbiotiske, da Jeppe fra 2005 solgte Mikkellers øl fra Ølbutikken.

I et interview til New York Times har Jeppe fortalt,at han valgte at bryde med Mikkel, da denne åbnede sin første ølbar i Viktoriagade, kun et par hundrede meter fra Ølbutikken, som han dermed kannibaliserede.

»Vrøvl, min ølbar konkurrerer ikke med Ølbutikken, det er to forskellige ting, og i øvrigt trækker flere øl-outlets bare flere ølinteresserede til området,« siger Mikkel, som derimod mener, at bruddet skyldes, at de to brødre ganske enkelt fik nok af hinanden.

Kort efter, i 2010, skabte Jeppe sit eget bryggeri, Evil Twin – det ligger i dag nr. 7 på ratebeers verdensrangliste og er, ligesom Mikkeller, et fantombryggeri, dvs. uden eget bryggeanlæg. Et par år efter flyttede han til Brooklyn i New York og åbnede sammen med eks-Nomakokken Daniel Burns ølbaren Tørst med restauranten Luksus i baglokalet. Luksus fik sin første Michelinstjerne i fjor.

»Navnet – Evil Twin – siger rimelig meget om, hvad det er, han vil fortælle. For mig er det ikke specielt relevant, at jeg er tvilling længere. Efter at være blevet set som én af to i hele min barndom, kan jeg godt lide, at folk i dag kan møde mig, uden at de ved, at jeg er tvilling. Derfor blev jeg også glad, da han flyttede til USA, for jeg tænkte, at så kan vi skabe hver sin verden.«

Helt sluppet for sin ’onde tvilling’ er Mikkel dog ikke, for da New York Times sidste år gik i gang med at lave en større feature om Mikkeller, endte den i stedet som en otte sider lang historie om et indædt familieopgør mellem de to danske øl-tvillinger under titlen ’A Fight is Brewing’. En historie så saftig i bedste Dollars- og Dallas-stil, at det amerikanske produktionsselskab AMC, der står bag serier som Mad Men og Breaking Bad, købte artiklen for at gøre den til en tv-serie. Hvor Jeppe var på – det insinuerede i hvert fald AMC overfor Mikkel – sprang Mikkel, trods bevidstheden om den tabte brandingeffekt, fra, da han skulle skrive under, fordi tv-selskabet ikke kunne garantere, at Mikkels privatliv ikke ville blive blandet ind i serien.

Ifølge Jeppe begyndte fejden allerede på fosterstadiet. Jeppe skulle egentlig have været først ude, men da Mikkel lå den forkerte vej, blev han taget ud først med kejsersnit – og slog således Jeppe med et par minutter på målstregen. Jeppe fortæller også, hvordan han selv græd, da de to tvillinger var i familieterapi i perioden, inden han flyttede til New York, mens Mikkel bare sad og kiggede koldt på ham. Om Mikkels øl siger Jeppe, at hans bror er lidt for inspireret af 3 Floyds, hvis flagskib, Dark Lord, Jeppe finder udrikkelig. Om Mikkellers spontangærede blåbærøl, Spontandoubleblueberry, siger han:

Modbydelig

»Jeg hader den. Jeg synes, den er modbydelig, den smager af Kool-Aid (amerikansk pulverbaseret læskedrik med syntetisk frugtsmag, red.)«

Vis mere

»Jeg synes, det er unødvendigt, at han skal svine mine øl til. Det er mig en gåde, hvorfor han har behov for det, når han nu har så meget succes. Det virker som om, han er misundelig på mig, og at det betyder mere for ham at slå mig end at være i top 10 i verden. Det ærgrer mig, at han ikke kan glæde sig over det, bare fordi jeg ligger højere. Jeg tror faktisk, han ville foretrække at være nr. 20.000, hvis bare jeg blev nr. 20.001. Da han fik sin Michelinstjerne, blev jeg derimod vildt glad og tænkte, at nu har han da for fanden noget, hvor han kan glæde sig over, at han er pisse god,« siger Mikkel.

Sidst, de to tvillinger talte sammen, var til Mikkellers Beer Celebration–festival i København for et år siden. Når den fuldt udsolgte festival løber af stablen igen om to uger, er det imidlertid uden Evil Twin, som ikke er inviteret.

»Eftersom han har et af verdens bedste bryggerier, burde han være der. Men efter at han sagde til New York Times, at han kun deltog sidste år for at genere mig mest muligt, tror jeg ikke, at der ville komme noget godt ud af det. Jeg tror aldrig, vi bliver de bedste venner igen, men jeg ville ønske, at vi i det mindste kunne respektere hinanden og opføre os pænt over for hinanden. Det synes jeg ikke, at han gør, og så vil jeg hellere være fri for at se ham.«

Vis mere

Tid til opskrifterne

Mikkellers vokseværk er især taget til de seneste to år. Det skyldes ikke mindst, at Mikkel har fået ansat en daglig leder, Jacob Alsing, kaldet ’majoren’, fordi han tidligere havde denne rang i hæren.

»Jacob ansætter folk, hvilket jeg er sindssygt dårlig til, fordi jeg har så svært ved at slippe kontrollen. Så nu, hvor jeg er sluppet for at skulle sælge øllet og beskæftige mig med skat og afgifter og den slags, har jeg fået mere tid til at udvikle nye koncepter og ølopskrifter,« siger Mikkel, som dog ikke har nogen planer om at uddelegere udviklingen af opskrifter.

En af bryggeriets mange fans har regnet ud, at Mikkeller var involveret i cirka 200 nye bryg sidste år – selv holder Mikkel ikke styr på antallet. Hvis man tror, at udviklingen foregår iført hvid kittel i et mejerilignende bryggeri med en masse kedler i rustfrit stål, kan man godt tro om. Mikkel laver opskrifterne på computer på kontoret på Vesterbro og besøger kun de Proef i Belgien, hvor det meste af øllet bliver brygget, tre-seks gange om året. Til gengæld er han i konstant kommunikation med bryggerne dernede.

»Jeg kan ikke forestille mig at få mit eget bryggeri og gå over til at brygge alle mine øl der. Jeg får en masse ud af samarbejdet med de Proef, eftersom jeg teknisk set ikke er nogen dygtig brygger. Det, jeg kan, er at få idéer til nye opskrifter. Jeg vil dog ikke udelukke, at vi også kommer til at supplere med et andet bryggeri. Men jeg vil ikke vokse så meget som Brewdog (ungt skotsk bryggeri, red.) som nu har kapacitet til at lave 50 mio. liter årligt. Hvis det sker, så tror jeg, at det bliver Jacob Alsing, som styrer firmaet, mens jeg sidder på Maldiverne, og så er gnisten røget. Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, ligesom det ikke kan udelukkes, at jeg vil sælge, hvis Carlsberg pludselig kommer og vil give mig en halv milliard. Men det er altså ikke sådan, jeg tænker,« siger Mikkel, som mener, at hans evner udi at lave godt og spændende øl hænger sammen med hans evner til at smage.

»For at lave godt øl er det i høj grad nødvendigt at være god til at smage og prøve en masse forskellige øl. Mange danske mikrobryggerier er sgu ikke særlig gode, fordi de går rundt på en eller anden mark ovre i Jylland og brygger deres fem øl og aldrig kunne finde på at drikke andet, for de synes, det er verdens bedste øl. Men det er ikke verdens bedste øl, tværtimod er der rigtig mange bryggerier, som sender inficeret surt øl på gaden, og hvis man ikke engang kan smage det, så kan man ikke lave godt øl. Jeg vil tro, at jeg har smagt 50.000 forskellige øl, jeg prøver at smage så meget som muligt – også mad og vin – fordi jeg tror, at det er den måde, man bliver bedre på.«

Vis mere

En rød tråd

De senere år har Mikkel fået opbygget et helt univers omkring sit brand, Mikkeller. Stærkt hjulpet af kunsteren/grafikeren Keith Shore, som rent visuelt skaber en rød tråd gennem hele linjen. Med Mikkellers høje aktivitetsniveau er der så meget at se til for Shore, der bor i New Jersey, at han blev fastansat for et par år siden. Løbeklubben er et andet eksempel. Er det gøgl, kunst eller marketing?

»Jeg gør det først og fremmest, fordi jeg synes, det er sjovt, men jeg er da godt klar over, hvad der virker. Det vigtige for mig er, at øllet skal være i centrum – vi laver f.eks. også øl specifikt til løbeklubben. Jeg har ingen business-baggrund og ved intet om, hvordan man opbygger et firma. Vi gik i gang uden nogen som helst form for plan. Vi gjorde bare, hvad vi havde lyst til, og valgte at underspille fra begyndelsen. Jeg vil aldrig blive som Johan (Lakrids, red.) Bülow og sælge mit produkt i lufthavnen med piger i stramme T-shirts, selv om det sikkert er det, man lærer på handelsskolen. På vores festival er der ingen bannere og plakater, og vi har folk til at gå og fjerne flyers. Det er vigtigt, at folk føler, at det er ægte, at der er nogle mennesker bag, som de kan forholde sig til.«

Vis mere

Gemmer sig for folk

Selv om det kan være svært at forestille sig den foretagsomme Mikkel Bjergsø som en person, der ligefrem går rundt og gemmer sig, så er det rent faktisk, hvad der sker, som f.eks. da tusindvis af ølfreaks mødte op til åbningen af Warpigs i Kødbyen forrige fredag.

»Jeg bryder mig ikke om at være blandt mange mennesker og kan heller ikke lide for meget opmærksomhed om min person. Jeg kan slet ikke forstå, når folk lægger billeder af deres børn og alt, hvad de æder og drikker, og når solen skinner, og når den ikke skinner, ud på Facebook, for at få mere opmærksomhed.

Jeg hører ofte, at jeg bliver opfattet som arrogant, fordi jeg ikke er specielt åben over for folk, som jeg ikke kender – jeg kan ikke det der med at sidde og snik-snakke. Det sker ikke så tit i Danmark, at folk kommer hen for at rose, for der er jo så meget jantelov. Men når vi er ude at rejse i ølsammenhæng, sker det rigtig meget, ikke mindst i Japan og USA. Derfor har jeg altid nogen med, som jeg kan gemme mig bag. For mig er Mikkeller et brand, det handler ikke om min person.«

Umiddelbart skulle man tro, at Mikkel havde nok at se til for indeværende med to børn, åbningen af Warpigs og overtagelse af Alesmith’ bryggeri i San Diego 1. juli, som fremover skal brygge Mikkeller-øl til det amerikanske marked. Men rastløsheden har allerede meldt sig, og Bjergsø har booket flybilletter til Tokyo og Seoul, hvor han forventer at åbne sine næste to barer.

»Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis vi en dag ikke har et nyt projekt.«