FC Midtjylland fik en kold dukkert i de døende minutter, efter flokkens nye alfahan sørgede for to livsvigtige udebanemål på Cypern.

Trykkende hede, vilde tilskuere og en chokstart af den værst tænkelige slags.

Det var et stort bjerg, som FC Midtjyllands ulve skulle bestige, da de uden flokkens alfahan skulle duellere mod turneringen frække dreng Apollon Limassol om adgangen til Europa League.

Allerede inden kampen kom første bump på vejen, da FC Midtjylland måtte sande, at Paul Onuachu ikke ville blive kampklar. Den lange angriber havde op til kampen pådraget sig et maveonde, der holdte ham helt ude af truppen, og det betød startplads til nyindkøbet Alexander Sørloth, og den chance lod han ikke passere, og da kampen blev fløjtet af, havde han scoret to gange.

»Det er selvfølgelig fint med to mål, men det bliver overskygget af, at vi taber. Vi skal vinde kampen på hjemmebane, så på den måde ændrer det ingenting. Man prøver altid selvfølgelig altid at vise sig frem, så jeg gav den bare gas. Min fart hjalp mig, for der var meget rum, og de var ikke så hurtige bagved. Vi skal nok gå videre,« sagde Alexander Sørloth til 6’erens reporter efter kampen.

Skidt start

Jess Thorups tropper startede med en kold dukkert i aftenheden, da Charis Kyriakou efter blot et kvarter bankede bolden fladt ned i det lange hjørne, efter han havde gjort ulvenes Tim Sparv rundtosset med et par skudfinter et par meter ude fra feltet. Efter den sløje start tog Alexander Sørloth, der er kommet til heden fra hollandske Groningen denne sommer, over. Først misbrugte han en friløber, men kort efter viste han, at sigtekornet blot skulle indstilles, og på flot vis headede han Jonas Borrings indlæg i nettet til pausestillingen 1-1.

Cypriotiske hold er kendt og berygtet for deres skræmmende hjemmebane og vilde fans. Det fik Apollon Limassols seneste modstander i Europa League, skotske Aberdeen, at føle, da de gæstede AEK Arena. Her blev kampen afbrudt, da hjemmeholdets fans fyrede en raket mod skotternes målmand, som også fik fansenes vrede at mærke, da en kop med urin landede i hans målfelt. Det havde fået Apollon Limassol til at opfordre tilskuerne til at holde en god sportslig ånd og stemning under kampen, og selvom både danskerne og den engelske dommer Michael Oliver slap for tis og fyrværkeri, markerede tilskuerne sig alligevel på negativ vis. Kort inde i anden halvleg blev en af FC Midtjyllands assistenter nemlig forhindret af han cypriotisk fan i at aflevere en besked til cheftræner Jess Thorup. Det bizarre optrin skabte forvirring på stadion, men noget større kom der ikke ud af optrinnet, og kampen fortsatte uden større virak.

Anden halvleg var mere bølgende end første, og kampens vigtighed blev vist i form af voldsomme frispark fra både Midtjylland og Apollon Limassol. Det var dog FC Midtjylland, der viste sig bedst frem, og med lidt portion held havde de også sikret sig udebanemål nummer to. Sådan blev det dog ikke i første omgang. Med 20 minutter igen rungede rubelbrølende over stadion, da Rasmus Nissen missede en clearing, som førte til, at hjemmeholdets brasilianske back Jander Santana kunne banke føringsmålet op i nettaget. De cypriotiske fans kom dog dårligt nok ned at sidde, før Alexander Sørloth var på pletten igen. Nordmanden tog resolut bolden og skar igennem cyprioternes forsvar, hvorefter han bankede bolden i nettet.

Kampen var dog ikke færdig og med få minutter tilbage sørgede Ioannis Pittas for, at hjemmeholdets tilskuere kunne forlade stadion med hæse struber, da han smaskede et fladt indlæg i nettet til slutresultatet 3-2. Til trods for atter at lide et sent nederlag i europæisk sammenhæng var FC Midtjyllands træner Jess Thorup glad for de mange gode takter, hans hold viste i kampen.

»Hvis vi ser bort fra det første kvarter, synes jeg, vi spiller en flot udekamp, hvor vi formår at komme tilbage to gange og få to vigtige udebanemål. Der er desværre kun den malurt i bægeret, at de score i overtiden, ellers havde vi formegentlig siddet og jublet nede i omklædningsrummet, men nu er der en noget mere afdæmpet stemning,« sagde en ærgerlig Jess Thorup efter kampen til 6’erens reporter.