Rich Energy er ny sponsor på Kevin Magnussens Haas-racer i denne sæson.

Ejeren af energidrik-mærket hedder William Storey, og han viste sig som en mand, der ikke er bange for at sigte ekstremt højt, da Haas torsdag præsenterede sin nye racer for 2019-sæsonen.

For ifølge William Storey er det ganske nærliggende at kigge på en helt bestemt konkurrent i Formel 1-feltet, når man er sponsoreret af Rich Energy - naturligvis energidrik-konkurrenten Red Bull.

»Vi tror på, at vi kommer til at slå Red Bull i mange løb i år. Det er 'hellig gral-marketing', men nogle gange rammer du et par lykketræf og den gode timing,« lød det fra William Storey - og den udtalelse vakte opsigt:

Rich Energys CEO William Storey ved torsdagens præsentation af Haas-bilen for 2019.
Rich Energys CEO William Storey ved torsdagens præsentation af Haas-bilen for 2019. NEIL HALL

»I sidste ende kommer vi til at have en pænere bil. Jeg synes, vi er et mere cool team, og jeg mener, at det vil være et fantastisk resultat for os, hvis vi slår dem, hvilket jeg tror, vi har gode chancer for.«

Haas blev nummer fem i kampen om konstruktørmesterskabet i sidste sæson, hvor Red Bull blev nummer tre. Red Bull var tættere på Mercedes på førstepladsen, end Haas var på Red Bull, men også Haas' teamchef Günther Steiner tror på, at man måske kan kæmpe med Red Bull.

»Jeg mener, vi havde den fjerde hurtigste bil sidste år, og vi sluttede femmer. Så den næste i køen foran os i forhold til fart var Red Bull. Vi kan prøve. Om vi kan nå dem eller ej, ved jeg ikke, men hvis du ikke prøver, så kan du i hvert fald ikke opnå det,« siger Günther Steiner ifølge Autosport.

Kevin Magnussen har det fint med den nye sponsors store mål.

»Jeg synes, det er godt at have store ambitioner. Vi hører William sige, at han vil udfordre Red Bull. Han har et firma, der vil være i direkte konkurrence uden for Formel 1, så man skal have den slags ambitioner for at få succes. Det er der ikke noget galt med,« siger den danske Haas-kører i forbindelse med torsdagens præsentation af den nye racer.

Kevin Magnussen skal i gang med sit tredje år hos det amerikanske Formel 1-team, men han tror, at ambitionerne om at tage kampen op mod Red Bull nærmere er på den lange bane.

»Jeg tvivler på, at det bliver i år, men ingen ved, hvad fremtiden bringer. Der er regelændringer og måske budgetloft på vej, så hvem ved, hvad der kan ske? Man kan ikke sige, hvad der er muligt i øjeblikket, men hvis man ikke tror på det, så kommer det helt sikkert ikke til at ske,« siger Kevin Magnussen,.

Formel 1-sæsonen starter med Australiens Grand Prix den 17. marts.