Det går stærkt i international racing i disse dage, hvor sæderne i de forskellige klasser er ved at være fordelt til 2021-sæsonen

Som kortene er faldet, ser Kevin Magnussen ud til at satse på sportsvogne og langdistance-racing.

Den amerikanske IndyCar-serie er ud fra et sportsligt synspunkt ikke længere en realistisk mulighed. De fleste pladser er for længst besat, og de små bundhold, der endnu har ledige pladser, kræver, at kørerne medbringer store budgetter.

I Formel E for elektriske biler blev de sidste sæder fordelt mandag, så det er heller ikke her, Kevin Magnussen kommer til at tilbringe 2021-sæsonen.

Kevin Magnussen (yderst tv.) og Romain Grosjean (yderst th.) kan ende i en vild genforening.
Kevin Magnussen (yderst tv.) og Romain Grosjean (yderst th.) kan ende i en vild genforening. ALEJANDRO GARCIA

Men i sportsvogns-racing er det stadig muligheder. VM-serien WEC, der har det årlige 24-timersløb i Le Mans som årets højdepunkt, har en mellemsæson i 2021, hvor man afventer, at blandt andre Peugeot bliver klar med deres nye, såkaldte Hypercars. Peugeot vil efter planen i debutere i 2022, og en række internationale topkørere har allerede været bragt i forbindelse med teamet.

Ifølge B.T.s oplysninger optræder begge Haas' nuværende kørere, Kevin Magnussen og Romain Grosjean, meget højt oppe på listen af potentielle Peugeot-kørere til 2022.

Som franskmand opfattes Grosjean fra mange sider som selvskreven til Peugeots kommende Hypercar-offensiv, og det er i den forbindelse værd at bemærke, at franskmanden i denne uge udtalte:

»Kevin er en af de bedste teamkammerater, jeg nogensinde har haft, og meget hurtigere, end folk tror. Jeg ville ikke have noget imod at have Kevin som teamkammerat i langdistance-racing. Vi kigger på det samme projekt for fremtiden,« sagde han i en podcast.

Jeg ville ikke have noget imod at have Kevin som teamkammerat i langdistance-racing

Peugeots Hypercar-program kommer først for alvor op i fart mod slutningen af 2021, og indtil da kan Kevin Magnussen sikre sig sportsvogns-erfaring andre steder.

På grund af mellemåret i VM-serien synes den amerikanske IMSA-serie den mest oplagte mulighed.

IMSA-sæsonen starter allerede i slutningen af januar med 24-timersløbet i Daytona. Her debuterer High Class Racing i serien, og det danske team har tidligere flirtet med Magnussen-familien.

Sidste år var det planen, at Kevin Magnussens far, Jan Magnussen, skulle køre Le Mans for High Class Racing. Coronakrisen betød, at man ikke kunne finde den nødvendige økonomiske opbakning, men Jan Magnussen udtalte dengang: »Jeg håber, at tingene ser anerledes ud i 2021.«

High Class Racing har endnu ikke annonceret kørere til 24-timersløbet i Daytona, men med Jan Magnussens mangeårige erfaring fra den amerikanske racerklassiker bliver han svær at komme udenom.

Kevin Magnussen indgår ifølge B.T.s oplysninger ikke i High Class Racings Daytona-planer, men han er et oplagt valg for en række af de mange andre teams, der stiller op i 24-timersløbet.

Der betyder, at 2021 kan starte med en Magnussen v. Magnussen-danskerduel i Daytona.

Det var tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra Kevin Magnussen, der i weekenden stiller i årets tredjesidste Formel 1, Bahrains Grand Prix på Sakhir-banen uden for Manama.