I årevis har han fulgt i hælene på Kevin Magnussen i Formel 1 og prøvet at holde sig ude af mediernes søgelys.

Men fremover kommer du til at se – og ikke mindst høre – rigtig meget til Jesper Carlsen.

Viaplay har nemlig hyret Kevin Magnussens tidligere 'relations manager' som ny ekspertkommentator på Formel 1-sendingerne.

Det fortæller den 47-årige dansker til B.T.

Jesper Carlsen kender Kevin Magnussen og Formel 1 rigtig godt. Det skal nu komme Formel 1-seerne til gode.
Jesper Carlsen kender Kevin Magnussen og Formel 1 rigtig godt. Det skal nu komme Formel 1-seerne til gode. Foto: Viaplay
Vis mere

»Det er noget, jeg har bejlet til i lang tid, men nu er et rigtig godt tidspunkt. Jeg har længe gået med tanken om, at jeg ikke skulle rejse rundt til alle Formel 1-løb. Det giver stabilitet at være mere hjemme i Danmark,« fortæller Jesper Carlsen, der starter i sin nye rolle i løbet af foråret.

Det betyder dog ikke, at han helt forlader livet på Formel 1-banerne.

Planen er, at Jesper Carlsen skal kommentere en række løb for Viaplay, så han også har tid til at fortsætte sit arbejde i Formel 1, hvor han arbejder med sponsorater for Ferrari og Alfa Romeo, mens han også stadig har en tæt relation til Kevin Magnussens Haas-hold.

Netop Kevin Magnussen, som Jesper Carlsen har håndteret sponsorer og VIP-gæster for, arbejder han dog ikke for mere.

Jesper Carlsen har i gennem flere år været at finde tæt på Kevin Magnussen.
Jesper Carlsen har i gennem flere år været at finde tæt på Kevin Magnussen. Foto: Duda Bairros
Vis mere

»Jeg har haft så mange rejsedage og brugt så meget tid på det. Det skulle bare ændres, fordi jeg vil være mere hjemme i Danmark.«

Jesper Carlsen mener, at det kan komme seerne til gode, at han har arbejdet i Formel 1 i mange år.

»Jeg ved meget om bilerne, og om hvordan folk arbejder. Formel 1 er en vanvittig kompliceret sport, hvor rigtig mange mennesker arbejder med alt muligt specielt, og det er et indblik i det, jeg kan videreformidle,« siger han.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår Jesper Carlsen skal kommentere første gang.

Rollen som ekspertkommentator bliver dog ikke Jesper Carlsens første job på tv, da han tidligere har været vært på det danske Top Gear og 5. Gear.