Tyske Sebastian Vettels farvel til Red Bull Racing har for alvor sat gang i rygterne om næste sæsons holdsammensætninger.

Ifølge britiske Sky Sports er det mest sandsynlige scenarie, at den forsvarende verdensmester skifter til Ferrari som erstatning for Fernando Alonso, der i stedet ryger over til McLaren-teamet, hvor han vil presse enten briten Jenson Button eller danske Kevin Magnussen ud i kulden.

Sky Sport har citeret Christian Horner, der er teamchef for Red Bull, for følgende:

Læs også: Presset Magnussen svarede igen: Satte Button til vægs for fjerde gang i træk

- Han (Sebastian Vettel, red.) gav os beskeden fredag aften og havde sine grunde til det. Jeg tror ikke, at beslutningen var let for ham, og han var selvfølgelig meget følelsesladet. Men hvis det er hans ønske at køre for et andet hold, så er det ikke rigtigt af os at stå i vejen for ham. Fra 1. januar vil han være en konkurrent. Han vil være en Ferrari-kører.

Rygtet om Alonsos flirt med McLaren har længe svirret i Formel 1-verdenen, selvom Ferrari flere gange har forsøgt at slå det ned. Hverken Ferrari eller McLaren har meldt noget ud om holdsammensætningerne til kommende sæson.

- Jeg har stadig ikke helt besluttet mig, svarede spanske Alonso, da Sky Sports spurgte ind til hans fremtid efter lørdagens kvalifikation til det japanske grandprix.

Russiske Daniil Kvyat bliver forfremmet til Red Bull fra søster-teamet Torro Rosso, der har tildelt det ledige sæde til unge Max Verstappen.

 

 

 

.