Den regerende verdensmester i Formel 1, tyske Sebastian Vettel, starter igen-igen i pole position.

Sebastian Vettel virker aldeles suveræn i denne Formel 1-sæson, hvor den regerende tyske verdensmester lørdag sikrede sig endnu en pole position til søndagens kinesiske grand prix i Shanghai.

Dermed har Vettel kørt sig til forreste startposition i sæsonens tre første løb - og også holdt hele vejen til mål i grand prix-løbene i Australien og Malaysia.

- Nu gjorde vi det igen, men jeg må minde mig selv og holdet om, at det er hårdt at gøre hver sådan hver gang, siger Sebastian Vettel.

- Vi må begynde helt forfra søndag, fastslår den blot 23-årige tysker, der allerede har skræmt verdensmesteren fra 2009, engelske Jason Button, med sin kørsel.

- I øjeblikket tror man på sine muligheder, men Sebastian Vettel og Red Bull-raceren skyder en fart, der er fænomenal, siger Button.

Det er første gang siden 2004, at en Formel 1-kører har sikret sig pole position i de første tre løb i en sæson. Dengang var det også en tysker, veteranen Michael Schumacher.

Jason Button starter som toer i Shanghai, mens landsmanden Lewis Hamilton, der vandt VM-serien i 2008, starter fra tredjebedste position.

/ritzau/