En mor, der bankede senere Formel 1-vindere i gokart. En far, der i retten blev frikendt for at banke hans mor. En kæreste, der netop er kommet ud af et forhold med en anden Formel 1-kører.

Og en svigermor, der også forlod den ene Formel 1-kører for den anden.

Max Verstappen, der i denne weekend stiller op i anden afdeling af Formel 1-VM 2021 på Imola-banen i Italien, har en mildest talt farverig familie og omgangskreds.

Han er søn af hollænderen Jos Verstappen og belgieren Sophie Kumpen. Jos kørte selv Formel 1 fra 1994 til 2003 og afløste i 1998 Jan Magnussen i Stewart-Ford teamet. I sin første Formel 1-sæson i 1994 var han hos Benetton teamkammerat med Michael Schumacher, og i hans sidste sæson i 2003 hed kollegaen i den anden side af Minardi-garagen Nicolas Kiesa.

Max Verstappens forældre, Jos og gokartstjernen Sophie Kumpen.
Max Verstappens forældre, Jos og gokartstjernen Sophie Kumpen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Sophie Kumpen var en af Europas bedste gokartkørere i første halvdel af 1990erne, hvor hun kørte mod – og ofte fra – senere Formel 1-vindere som Jenson Button, Giancarlo Fisichella og Jarno Trulli.

Jos og Sophie blev separeret i 2008, og ægteskabet endte med, at Jos Verstappen måtte i retten i en sag om hustruvold. Han blev frikendt for anklagen om vold, men dømt for trusler. Jos Verstappen har været involveret i flere andre voldssager og slagsmål; blandt andet med sin egen far, Frans Verstappen.

Jos Verstappen dannede i 2017 par med den brasilianske fotomodel Amanda Sodre. De lærte angiveligt hinanden at kende, da Amanda ved Brasiliens Grand Prix 2016 var såkaldt ’grid-girl’ for Max Verstappen.

Max Verstappen kom ind i Red Bull-teamet i foråret 2016, fordi russeren Daniil Kvyat ikke levede op til forventningerne. Kvyat blev i stedet placeret i Red Bulls andethold, Toro Rosso (nu Alpha Tauri).

Kelly Piquet med sin tidligere kæreste Daniil Kvyat - nu danner hun par med Max Verstappen.
Kelly Piquet med sin tidligere kæreste Daniil Kvyat - nu danner hun par med Max Verstappen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Kvyat var på det tidspunkt kæreste med brasilianske Kelly Piquet, der er datter af den tredobbelte Formel 1-verdensmester Nelson. Parret bosatte sig i Monte Carlo og fik en datter i oktober 2019. Få måneder senere gik Kvyat og Piquet fra hinanden, og kort efter begyndte den nybagte mor at date Max Verstappen, der nu også bor i Monte Carlo.

Max Verstappen og Kelly Piquet blev officielt et par i januar i år, og rygter vil vide, at Kvyat, der nu er reservekører for Alpine-teamet, er meget bitter på både sin tidligere teamkammerat og moderen til hans datter.

For 32 år siden skiftede Kelly Piquets mor også den ene Formel 1-kører ud med en anden. Sylvia Tamsma fra Holland dukkede i begyndelsen af 1980 op i Formel 1-paddocken sammen med den italienske Lotus-kører Elio de Angelis. Et par måneder inde i sæsonen blev hun i stedet kæreste med brasilianeren Nelson Piquet, der var på vej mod VM-titlen 1980.

Piquet og Sylvia dannede par i 15 år, og selvom de aldrig giftede sig, tog hun hans efternavn. De fik tre børn sammen – Nelson Jr, der blev født i 1985, Kelly (1988) og Julia (1992).

Max Verstappens 'svigermor' Sylvia danner i mange år par med den tredobbelte verdensmester Nelson Piquet
Max Verstappens 'svigermor' Sylvia danner i mange år par med den tredobbelte verdensmester Nelson Piquet Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Parret skiltes midt i 1990erne, men Sylvia dukkede op i Formel 1-paddocken igen i 2008, da Nelson Jr debuterede i Formel 1 for Renault-teamet.

Hans Formel 1-karriere sluttede kun halvandet år senere, og han er mest kendt for at have været hovedpersonen i den såkaldte 'crashgate'-affære.

Den udspillede sig i Singapores Grand Prix 2008, hvor han med vilje kørte i hegnet og dermed udløste en safetycar-periode, der sikrede teamkammeraten Fernando Alonso sejren