»Dumme idiot!«

Og så et ’vink’ med den midterste finger.

Det var Max Verstappens indledede skud mod Lewis Hamilton i den shootout- duel, USA´s Grand Prix i cowboy-staten Texas er ved at udvikle sig til.

Verstappens udfald kom efter en episode i den indledende træning. Her er der ikke er noget på spil, og omgangstiderne er ligegyldige. Alligevel valgte Hamilton at udfordre hollænderen ved at dykke aggressivt inden om ham i banens sidste sving.

Verstappen svarede omgående igen på provokationen, og de to titelkandidater fortsatte op ad langsiden – side om side med tæt på 300 km/t og få centimeter mellem sig. Da de kom til første sving, havde Hamilton inderbanen, og Verstappen måtte frustreret trække sig.

Så kom beskeden over pitradioen, og dermed til alverdens TV-seere.

»Dumme idiot,« sagde Verstappen.Og gav Hamilton en finger.

Efter træningen var Verstappen kølet så meget af, at han blot konstaterede at han ”ikke rigtig forstod hvad der skete.” Hamilton undlod at kommentere episoden, og det virker som om det denne gang var Verstappen, der blinkede først: Det var ham der mistede besindelsen.

I paddocken opfattes episoden som endnu et skud i den psykologiske krig Hamilton og Verstappen længe har ført mod hinanden.

36-årige Hamilton har flere gange og i et næsten faderligt tonefald snakket om hvor stort pres, der hviler på 24-årige Verstappen.

Hollænderen har svaret igen med bemærkninger om, at Hamilton tydeligvis må kende ham dårlig, når han kan komme med den slags teorier.

Den seneste ballade mellem Verstappen og Hamilton kom dagen efter hollænderen meddelte, at han ikke længere vil være med i den populære Netflix-serie Drive to Survive om livet bag Formel 1-kulisserne.

»Jeg synes det er kunstig - de skaber fjendskaber, der ikke findes i virkeligheden,« var hollænderens forklaring.

Fjendskabet mellem Verstappen og Hamilton virker nu ægte nok!