»Vi har snakket så fucking meget om det allerede«.

Max Verstappen (Red Bull-Honda) var sur efter kvalifikationen til Ungarns Grand Prix – rigtig sur.

For 14 dage siden blev han kørt i hegnet af Lewis Hamilton (Mercedes) under det britiske grandprix i Silverstone, som englænderen trods en tidsstraf efterfølgende vandt. Da han på pressekonferencen efter kvalifikationen på Hungaroring blev spurgt, om noget lignende kunne ske i søndagens ungarske grandprix, tændte han af.

»Hele weekenden har vi skullet svare på dumme spørgsmål. Stop det nu!« snerrede han.

Max Verstappen var sur og frustreret efter sin tredjeplads under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix
Max Verstappen var sur og frustreret efter sin tredjeplads under kvalifikationen til Ungarns Grand Prix Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Verstappens udfald kom efter en frustrerende kvalifikation, der tyder på at Formel 1-VM er ved at svinge tilbage i hænderne på Hamilton og Mercedes.

Efter fem Red Bull-sejre og det kontroversielle sammenstød i Silverstone kvalificerede hollænderen sig kun på tredjepladsen til Ungarns Grand Prix. Foran sig har han Hamilton og Valtteri Bottas i den anden Mercedes, og de første meter af de 300 km lange løb kan blive afgørende.

Det er notorisk svært at overhale på Hungaroring, og Verstappen vil utvivlsomt satse på at komme forbi Mercedes´erne allerede inden første sving. Han vil få hjælp af sin dækstrategi på de første meter: Kørerne i top-10 skal starte på de dæk, de brugte under kvalifikationen, og her satsede Red Bull på den blødeste version.

»Det vil give dem en fordel – jeg tror de bløde dæk giver dem i hvert fald fem meter ned mod første sving,« sagde Hamilton, der sammen med Bottas starter på hårde dæk. De er mere langtidsholdbare, og der er derfor lagt op til at Ungarns Grand Prix bliver en strategisk gyser.

Hvis Lewis Hamilton holder sin pole position på Hungaroring i mål, vil det være hans grandprix-sejr nummer 100.
Hvis Lewis Hamilton holder sin pole position på Hungaroring i mål, vil det være hans grandprix-sejr nummer 100. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Efter Hamilton havde hjemmebane i Silverstone, føles Hungaroring som Verstappen-land. Titusindvis af hollændere er taget til Ungarn for at bakke deres landsmand op, og de buhede højlydt af Hamilton efter kvalifikationen.

Mens Hamilton valgte ikke at kommentere de hollandske tilskueres opførsel og Verstappen sagde han ikke havde hørt dem, sagde Bottas:

»Den slags hører ingen steder hjemme – vi er alle professionelle sportsfolk, der fortjener respekt.«