Den firedobbelte verdensmester Max Verstappen (Red Bull) nyder ikke længere at være en del af Formel 1 efter store ændringer i motorreglerne.
Hollænderen, der har haft en svag sæsonstart, sluttede søndag som nummer otte i Japans grandprix og har generelt et pænt stykke op til konkurrenterne.
På spørgsmålet fra britiske BBC om, hvorvidt han forlader Formel 1 efter sæsonen, svarer han:
- Jeg tænker over alt. Man venter også på 24 løb. Denne gang er det 22. Men normalt 24. Og så tænker man bare: Er det det værd? Eller vil jeg hellere nyde at være mere hjemme med min familie? Se mine venner oftere, når man ikke længere nyder sin sport?
Hans frustrationer går ikke så meget på, at Red Bull ikke har været konkurrencedygtige i starten af sæsonen, hvor Formel 1 har gennemgået de største regelændringer i nyere tid.
Han fortæller, at han fint kan leve med at blive nummer syv eller otte i et grandprix.
Men det føles ikke naturligt for ham, når han samtidig ser store udfordringer i de nye regler.
- Selvfølgelig prøver jeg at tilpasse mig, men den måde, man skal køre på, er ikke rar. På et tidspunkt er det bare ikke det, jeg vil.
- Og selvfølgelig kan man se på det og tjene mange penge. Men i sidste ende handler det ikke længere om penge, siger Verstappen.
Hollænderen vandt fire verdensmesterskaber i træk fra 2021 til 2024. Han missede sidste års titel med kun to point til McLarens Lando Norris.
Starten på 2026 har været svær. Han fik en sjetteplads i Australien og måtte udgå af grandprixet i Kina.
Verstappens utilfredshed handler om, hvor kompliceret det er for kørerne at håndtere energien i de nye Formel 1-motorer.
De nye motorenheder udgøres groft sagt af 50 procent forbrændingsmotor og 50 procent batteri.
Motorerne skal genoplades flere gange per omgang, og det betyder, at kørerne mister fart, når de nærmer sig sving på langsider, fordi motoren løber tør for batteri og skal begynde at genoplade.
/ritzau/