Altdominerende. Der findes ikke mange ord, der bedre beskriver Max Verstappen i Formel 1 de seneste år.

Viaplay-ekspert Luna Christofi husker tydeligt, hvordan den nu dobbelte verdensmester gjorde sin entré i motorsportens kongeklasse som bare 16-årig for ni år siden.

Ifølge Luna Christofi var det tydeligt allerede fra første dag, at Formel 1 inden længe ville befinde sig i 'Verstappen-æraen'.

»Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår det ville ske,« siger hun til B.T. og fremhæver én altafgørende egenskab, der gør Verstappen unik.

Luna Christofi har på tæt hold fulgt Max Verstappens karriere i Formel 1 fra dag ét.
Luna Christofi har på tæt hold fulgt Max Verstappens karriere i Formel 1 fra dag ét. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Luna Christofi dækkede det belgiske grandprix i august 2014, da det blev offentliggjort, at den dengang 16-årige Max Verstappen ville debutere året efter som den klart yngste i historien.

Han havde end ikke kørekort, og mange fans og eksperter mente, at det var alt for tidligt for den unge mand at køre de lynhurtige Formel 1-biler.

»Men han kom ind i sporten, som om han ejede den. Han var bare en knægt, men han tog ejerskab over sporten fra dét øjeblik, han blev annonceret. Det var 'her kommer jeg',« fortæller Luna Christofi.

»Der er bare nogle, der har den der aura omkring sig. Når du møder dem som helt unge, ved du, at de kommer rigtig, rigtig langt, fordi de har noget mentalt helt ud over det sædvanlige. Det har Max.«

I dag er det tydeligt, at 22. august 2014 var en historisk dag i Formel 1-historien. Det var den dag, Max Verstappen blev offentliggjort til at skulle køre Formel 1 året efter.
I dag er det tydeligt, at 22. august 2014 var en historisk dag i Formel 1-historien. Det var den dag, Max Verstappen blev offentliggjort til at skulle køre Formel 1 året efter. Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Kort inde i sin anden sæson blev Max Verstappen forfremmet fra juniorholdet Toro Rosso til Red Bull. Allerede i sit første løb for topholdet – nu 18 år gammel – vandt han som den klart yngste i historien.

»Det var en helt sindssyg weekend. Folk tænkte, Red Bull drev vold på ham, men det gjorde de ikke. De har ikke taget nogen fejlbeslutninger med ham. De har givet ham chancen, og han har taget den. Det gør han hver gang, og dét gør ham til en verdensstjerne,« siger Luna Christofi.

Mens Max Verstappen har et gudsbenådet talent bag rattet af en racerbil, skal hollænderens allerstørste styrke ifølge Formel 1-eksperten findes i hans hoved.

»Han har aldrig gjort en dyd ud af at være likeable, og det kan mange ikke lide ham for. Men han er oprigtigt kold i røven. Det er ikke noget, han foregiver. Det interesserer ham simpelthen ikke. Han er ligeglad med, hvad folk tænker om ham,« vurderer Luna Christofi.

Max Verstappen fejrer sit første verdensmesterskab i Formel 1 i 2021.
Max Verstappen fejrer sit første verdensmesterskab i Formel 1 i 2021. Foto: James Gasperotti
Vis mere

Hun fremhæver fodboldsuperstjernen Cristiano Ronaldo.

»Ingen har nogensinde betvivlet Ronaldos evner, men hans svage side var, at han sagde, han var ligeglad med, hvad folk tænker, men at det var en lodret løgn.«

»Det er en hæmsko, hvis du lader dig påvirke af omverdenen. Det gør de fleste af os.«

»Der er så meget på spil i Formel 1. Det er en vild sport, som du kan dø af. Det er dit liv, du arbejder med. At Verstappen har dén evne, gør ham stærkere mentalt.«

Selvom Luna Christofi ikke vil nævne navne, understreger hun, at flere af Verstappens konkurrenter gennem tiden er blevet hæmmet af at mangle netop dén evne.

»Max Verstappen er et fænomen, og han bliver meget svær at slå de kommende år.«

Max Verstappen, Kevin Magnussen og resten af Formel 1-stjernerne kører i Miami søndag klokken 21.30. Du kan følge løbet live på bt.dk.