Red Bull Ring i Østrig indbragte søndag Max Verstappen hans tredje grandprixsejr på tre uger. Men hvor han måtte kæmpe hårdt for sejren i Frankrig og trods alt var under pres fra Lewis Hamilton i Steiermarks Grand Prix i sidste uge, cruisede hollænderen nærmest til sejren Østrigs Grand Prix.

»Bilen var rigtig god i sidste uge, men den var endnu bedre i dag – den har faktisk aldrig været bedre,« sagde Verstappen efter at være kommet i mål 18 sekunder foran Valtteri Bottas (Mercedes).

Verstappen er nu hele 32 point foran Lewis Hamilton i VM, og han ligner mere og mere en 2021-verdensmester.

»Jeg nyder den succes, vi har i øjeblikket, men jeg er meget fokuseret på, at det er en lang sæson, og at vi skal holde det forspring, vi har nu,« sagde Verstappen, da han efter løbet blev spurgt til sine titelchancer.

Med sejren i Østrig har Max Verstappen vundet tre grandprixer på tre uger.
Med sejren i Østrig har Max Verstappen vundet tre grandprixer på tre uger. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Det er tydeligt, at Red Bull-Honda nu har en bedre bil end Mercedes, der har vundet de seneste syv VM-titler i streg.

»Vi har en kæmpe udfordring foran os, hvis vi skal kæmpe os tilbage i titelkampen, men vi giver ikke op,« sagde Bottas, der arvede andenpladsen, da Lando Norris (McLaren-Mercedes) fik fem strafsekunder for at presse Verstappens teamkammerat, Sergio Perez, af banen.

»Jeg er skuffet, for jeg skulle have haft andenpladsen. Det, der skete med Perez på første omgang, var bare almindeligt racerløb,« sagde Norris, der efter straffen blev klassificeret på tredjepladsen foran Lewis Hamilton, der gennem det meste at løbet måtte kæmpe med en beskadiget Mercedes.

Hamilton, der inden sæsonen var tårnhøj favorit til at vinde en historisk ottende VM-titel, forlængede lørdag sin kontrakt med Mercedes-teamet til og med 2023-sæsonen. Dermed er de vigtigste pladser for den kommende sæson allerede besat: George Russell ventes at afløse Valtteri Bottas som Hamiltons Mercedes-makker, og Charles Leclerc og Carlos Sainz jr. fortsætter hos Ferrari.

Max Verstappen fejrer sin sejr i Østrigs Grand Prix med Valtteri Bottas, Valtteri Bottas og Hondas motorsportschef Toyoharu Tanabe.
Max Verstappen fejrer sin sejr i Østrigs Grand Prix med Valtteri Bottas, Valtteri Bottas og Hondas motorsportschef Toyoharu Tanabe. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Hos Red Bull har Max Verstappen en langtidsaftale, og Sergio Perez gør det så godt som hans teamkammerat, at det kun bliver en formssag at forlænge hans kontrakt.

Alpine (Fernando Alonso, Esteban Ocon), McLaren (Daniel Ricciardo, Lando Norris), Aston Martin (Sebastian Vettel, Lance Stroll) og Alpha Tauri (Pierre Gasly, Yuki Tsunoda) ventes også at fortsætte med samme kørere som i denne sæson.

Pladserne i de tre mindste teams – Haas, Alfa Romeo og Williams – afhænger i høj grad af, hvilke sponsorer kørerne kan medbringe.