Når Formel 1-stjernen Lewis Hamilton bruger sit privatfly, betaler skatteyderne en del af kagen.

Det viser papirer, der er kommet frem i kølvandet på lækagen af de såkaldte ’Paradise Papers’. Det skriver flere danske og internationale medier.

Lækagen giver et indblik i, hvordan nogle af verdens rigeste bruger skattely rundt omkring i verden til at gemme på deres penge, og det er i den forbindelse, at sagen om Lewis Hamiltons luksuriøse privatfly er kommet frem.

Hamilton, der netop er blevet kåret som verdensmester, gør brug af en helt speciel skattefinte, der ikke nødvendigvis er ulovlig – men heller ikke helt nødvendigvis er lovlig.

Englænderen har via hjælp af advokatfirmaet Appleby fra Bermuda fået refunderet hele 33 millioner kroner af de engelske skatteyders penge i moms i forbindelse med sit privatfly.

Selv afviser han alle anklager og påpeger, at han har folk ansat til sådanne aspekter af sin økonomi – og at de ikke bruger lyssky metoder.

»Jeg kører løb i 19 forskellige lande, og jeg tjener mine penge 20 forskellige steder. Jeg betaler skat mange forskellige steder, og jeg betaler også en del herhjemme. Jeg bidrager ikke kun til landet, men jeg hjælper også et hold (Mercedes’ Formel 1-hold, red.) af over 1000 mennesker ved at have et job. Jeg er en del af et meget større billede,« siger Lewis Hamilton til sit forsvar ifølge Daily Mail.

De lækkede dokumenter viser, at advokatfirmaet Appleby udnyttede momslovgivningen i EU ved at etablere et selskab på Isle of Man, en ø ud for den britiske kyst, der fungerer som skattely. Selskabet importerede siden luksusflyet til Isle of Man og leasede det hermed videre til et engelsk selskab.

Hamilton skulle blot opfylde ét enkelt krav for at få 33 millioner kroner refunderet. Flyets jomfrurejse skulle være til netop Isle of Man, og med det krav opfyldt kunne Hamilton få pengene retur.

Problemet er dog, at man kun kan få moms retur, hvis flyet bruges i forretningssammenhæng af virksomheder, og det er ikke nødvendigvis tilfældet med Lewis Hamiltons konstruktion, som eksperter kalder for 'kunstig'.

»Hvis flyet bliver brugt privat, er det unddragelse, hvilket kan være kriminelt. Lewis Hamilton kan i sidste ende blive stillet til ansvar, hvis beviserne er stærke nok til ikke alene at retsforfølge virksomheden, men også ejeren,«  siger skatteprofessor Rita De La Feria til den engelske avis The Guardian.

Hamilton flyttede i 2007 til Monaco og siden til Schweiz for at undgå at betale engelsk skat. Det anslås, at han har en formue på langt over én milliard danske kroner.