Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton er ret klar i mælet, når det kommer til menneskerettighederne i Saudi-Arabien.

Her kører Formel 1-feltet grandprix denne weekend.

Og det er især landets syn på LGBTQ+-miljøet, der ikke huer Hamilton. At sex mellem homoseksuelle er en kriminel handling i ørkenstaten, er 'skræmmende', siger han.

»Der er dødsstraf, fængsel og restriktioner, fordi folk er, som de er. Det tror jeg ikke på,« siger han ifølge Sky og fortsætter:

Foto: CAITLIN OCHS
Vis mere

»Vi skal sørge for, at vi lægger pres på dem og sørge for, at de behandler folk ordentligt ved at starte de her ubehagelige diskussioner omkring det for dem.«

Hvis det stod til briten selv, ville han gerne have blevet væk.

»Om jeg kan lide at være her? Det vil jeg ikke sige, men det er ikke mit valg. Sporten har valgt at være her,« siger han.

Han peger også på, at kvinder i Saudi-Arabien ikke behandles ligeværdigt. Indtil 2018 var det ulovligt for kvinder at køre bil.

»Nogle kvinder er stadig i fængsel for at køre bil for mange, mange år siden, så der skal mange ændringer til, og jeg synes, at sporten skal gøre mere,« slår Hamilton fast.

Hamilton har vundet verdensmesterskabet hele syv gange, og i år kæmper han side om side med Max Verstappen om sit ottende triumf.

Lykkes det for Hamilton, vil han blive den mest vindende kører i historien.

Lige nu har han vundet lige så mange mesterskaber som den tyske legende Michael Schumacher.