Optakten til lørdagens kvalifikation var alt andet en opløftende for Kevin Magnussen og Haas-teamet, der havde store problemer med at finde farten.

Således sluttede danske Kevin Magnussen på en skuffende 17. plads i lørdagens sidste træning, før kvalifikationen køres klokken 17 dansk tid i Bahrain.

Men det helt store drama, på den ærgerlige måde, stod Kevin Magnussens teamkammerat Romain Grosjean for. Halvvejs gennem træningen begyndte Romain Grosjean at klage over Haas-raceren, som han mente overstyrede.

Og noget må der have været galt ved bilen. For pludselig mistede Romain Grosjean herredømmet over raceren og bankede ind i barrieren. Bilen var ødelagt, og så fik mekanikerne travlt med at gøre den klar igen.

Men det lykkedes faktisk Haas-mekanikerne at reparere bilen, og franskmanden kom tilbage på banen og kørte ind i 18. bedste tid, lige efter Kevin Magnussen.

Hurtigste mand i lørdagens træning var unge Max Verstappen i sin Red Bull-racer foran Lewis Hamilton fra Mercedes og Sebastian Vettel fra Ferrari.

En faktor, som kan spille ud til fordel for Kevin Magnussen og Haas-teamet, kan blive solnedgangen, der nærmer sig over Sahkir-banen i Bahrain lokal tid. Således falder temperaturen mere end fem grader, og det kan ændre præmisserne for bilernes opsætning til kvalifikationen.