Kevin Magnussen starter som nummer syv i søndagens grandprix i Japan på Suzuka. En godkendt placering af danskeren, der dog selv mener, at det kunne have været bedre.

- Jeg nød virkelig dagen, men jeg var lidt skuffet over placeringen som nummer syv, da jeg ikke mener, at jeg fik den perfekte omgang ud af mit andet sæt dæk i Q3. Jeg lavede et par fejl på den omgang, så der var formentlig et par tiendedele at hente, siger Kevin Magnussen til McLarens hjemmeside.

Det ventes, at dele af Japan rammes af en tyfon hen over natten, men om de store regnskyl får en betydning for løbet, må tiden vise. Magnussen lader sig ikke påvirke.

- Hvad angår vejret og den forventede ankomst af tyfonen i morgen, så tager jeg det én dag ad gangen. Jeg kigger bare ud af mit hotelvindue om morgen og ser, hvordan vejret ser ud. Jeg tror, det bliver vådt, men lad os vente at se.

Magnussens teamchef, Eric Boullier, har aldrig været tilbageholdende, når det kommer til roser af sin unge kører. Han var da også fint tilfreds med danskerens præstation ved kvalifikationen.

- Kevin var utilfreds med sin Q3-omgang, fordi han følte, at han havde lavet et par fejl, der kostede ham et par tiendedele eller mere. Ikke desto mindre har han endnu en gang vist sig godt frem - især når man tænker på, at rookies normalt kæmper med at få styr på de mange kompleksiteter på Suzuka, siger Eric Boullier.

Nico Rosberg fra Mercedes starter i poleposition ved Japans Grand Prix, mens teamkollegaen, Lewis Hamilton, starter som nummer to foran Williams-køreren Valtteri Bottas. Magnussens teamkollega, Jenson Button, starter lige efter danskeren som nummer otte. Løbet starter søndag morgen klokken 08 dansk tid.