De var med ham på McLaren-eventyret. De var der også, da han skiftede til Renault. Og nu er de også med om bord på Kevin Magnussens Haas-team.

Danske Jack & Jones følger nok engang i fodsporet på Magnussens Formel 1-karriere. Torsdag annoncerede danskerens amerikanske Haas-team, at man har underskrevet en stor samarbejdsaftale med Jack & Jones, der får logoer på racerne og team-uniformerne.

Om samarbejdet fortæller Jack & Jones' marketingsdirektør, Henning Nielsen, i en pressemeddelelse:

»Den dedikation og professionalisme, som det kræver at være i Formel 1, stemmer godt overens med de værdier, vi anvender i vores tilgang til jeans og herretøj. Vi stræber efter at være de bedste - akkurat som Haas F1 Team gør. Det er også derfor, at vi har støttet Kevin Magnussen igennem hele hans karriere, og derfor vi har besluttet at slutte os til Haas F1 Team i den kommende sæson,« siger marketingsdirektøren for den danske tøjgigant.

Og Haas-boss Günther Steiner er begejstret for samarbejdet med det danske firma.

"Vi er meget stolte over at kunne annoncere vores nye partnerskab med Jack & Jones. Det er et brand, der er bygget på hårdt arbejde og opmærksomhed på detaljen, og det har meget hurtigt udviklet sig til et kvalitetsprodukt;" siger Formel 1-bossen.

Jack & Jones er en del af Bestseller-koncernen, og det er ejeren for denne, Anders Holch Povlsen, der nu igennem flere år har investeret penge i Kevin Magnussens Formel 1-karriere. Den ellers sky milliardær fortalte for et års tid siden til P1 Business, hvorfor han bliver ved med at poste penge i danskerens hold.

»For nogle år siden var der en flink pige, der introducerede mig til Kevin, og jeg syntes, at han virkede som en rigtig guttermand. Det virkede til, at der var et eller andet potentiale. I hvert fald var der et talent, og derfor valgte jeg at hjælpe Kevin.«

Det vides ikke, hvor mange penge Jack & Jones lægger i Haas-teamet, men der blev i sin tid snakket om, at sponsoratet i Renault kostede det danske firma i omegnen af 50 millioner kroner.