Fredag skal Christian Horner kæmpe for sin karriere i Formel 1, når en intern høring af Red Bulls teamchef finder sted i Milton Keynes.

Det var et chok i Formel 1-verdenen, da det mandag kom frem, at Horner var genstand for en intern undersøgelse om upassende adfærd mod en kvindelig ansat.

Fredag skal han så stå skoleret i sagen, der i værste fald kan ende med at koste ham jobbet.

Det skriver blandt andre Autosport og The Guardian.

Privat er Christian Horner gift med Spice Girl-sangerinden Geri Halliwell-Horner.
Privat er Christian Horner gift med Spice Girl-sangerinden Geri Halliwell-Horner. Foto: Julien De Rosa/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Christian Horner afviser anklagerne om upassende adfærd, som hollandske De Telegraaf først beskrev.

Det er endnu uvist, hvad anklagerne præcist går på.

Christian Horner har stået i spidsen for Red Bull, siden energidrikgiganten kom ind i Formel 1 i 2005.

Han er siden blevet en af de mest succesfulde teamchefer i sportens historie med syv verdensmesterskaber for kørere og seks for konstruktører. Max Verstappen har vundet de seneste tre sæsoner for Horners Red Bull-hold.

Den 50-årige brite drømte selv om at blive Formel 1-kører, men allerede som 25-årig indså han, at talentet ikke rakte til det.

I stedet sadlede han om, og da Red Bull opkøbte det fejlslagne Jaguar-hold, gjorde de Horner til den yngste teamchef i Formel 1.

Her har han ikke bare sørget for succes på banen for Red Bull. Han er samtidig en af de stærkeste politiske spillere i Formel 1-verdenen og sportens måske mest kendte skikkelse efter de 20 kørere.

Horners kontroverser med konkurrerende teamchefer som Mercedes' Toto Wolff og ex-Renault-bossen Cyril Abiteboul har særligt trukket overskrifter i årenes løb.

Christian Horner, Max Verstappen og Adrian Newey udgør kernen i Red Bulls vindermaskine.
Christian Horner, Max Verstappen og Adrian Newey udgør kernen i Red Bulls vindermaskine. Foto: Hoch Zwei/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

I flere engelske medier, herunder The Sun, forlyder det endda, at Red Bulls design-geni Adrian Newey skulle have en klausul i sin kontrakt, så han frit kan gå, hvis Horner forlader holdet.

Det ville være et gigantisk tab, for det er i høj grad Neweys fortjeneste, at Red Bull har været det dominerende hold de seneste tre år.

Jonathan Wheatley, der besidder en stilling højt i hierarkiet på holdet, er allerede udråbt som potentiel afløser, hvis Christian Horner bliver smidt på porten.

I første omgang gælder det dog fredagens høring, som en ekstern advokat står i spidsen for.

Uanset udfaldet af den, kaster sagen lange skygger over de forsvarende verdensmestres sæsonstart og kommende titelforsvar, der officielt begynder, når Red Bull som det sidste hold offentliggør 2024-raceren torsdag 15. februar.