Michael Schumachers tidligere chef Flavio Briatore kan ikke få sig selv til at besøge Formel 1-legenden.
Siden tyskeren i 2013 kom alvorligt til skade i en skiulykke, har meget få personer set ham.
I 12 år har han ikke vist sig i offentligheden, men der er efterhånden kommet små detaljer ud omkring hans tilstand.
Det er blandt andet derfor, at hans tidligere chef fra Benetton-tiden, hvor Schumacher vandt sit første Formel 1-verdensmesterskab i 1994, holder sig helt fra at besøge tyskeren.
»Når jeg lukker mine øjne, ser jeg ham stadig smile efter en sejr. Og jeg foretrækker at huske ham på den både fremfor at han ligger i sengen,« siger Briatore i et interview med italienske Corriere della Sera.
Men han tilføjer dog, at han får opdateringer fra Schumacher-familien.
»Jeg er i løbende kontakt med Corinna (Schumachers kone, red.),« lyder det fra Briatore.
Tidligere har Briatores ekskone Elisabetta Gregoraci afsløret, at Schumacher er sengeliggende, og at han kun kommunikerer med sine øjne.
Briatore siger selv i interviewet, at han husker tilbage på tiden med Schumacher med den største glæde. Især det første mesterskab i 1994.
»Vi havde Formel 1 imod os. Ferrari og McLaren kunne ikke lide at blive slået af en 19-årig og et hold, hvis ejere lavede t-shirts. Og så var der jo mig: En solbrændt fyr med langt hår, som ikke var tekniker,« siger Briatore.
Schumacher er i dag 56 år gammel.