I 15 år har han gjort danske seere klogere på Kevin Magnussen, Lewis Hamilton og alle de andre Formel 1-stjerner.
Men nu er det slut.
Den tidligere racerkører og Le Mans-vinder John Nielsen stopper som ekspert på Viaplay.
Dermed var søndagens grandprix i Abu Dhabi det sidste for både John Nielsen og Kevin Magnussen. Læs B.T.s dom over Magnussens løb her.

»Her hos os på redaktionen er det også tid til at sige tak for alle ord til en højt skattet kollega. John Nielsen det er blevet til mellem 200 og 250 Formel 1-løb for dig og mig sammen over de sidste 15 år,« lød det fra medkommentator Jens Hansen efter søndagens løb.
»Ja, det er rigtigt Jens,« lyder det fra en tydeligt rørt John Nielsen.
»15 år har vi siddet i den boks her. Jeg har sgu nydt det Jens. Undskyld, jeg ved ikke lige, hvad der sker,« fortsætter han grådkvalt.
»Timingen er vigtig. Tiden er inde nu. Min mor sagde altid, 'stop mens legen er god'. Det gør jeg nu. Det har haft kæmpe betydning, og derfor er jeg lidt emotionel,« siger John Nielsen. Du kan høre hele farvellet i videoen øverst.
Den 68-årige ekspert nåede selv flere årtier i toppen af dansk og international motorsport, der kulminerede med den første danske sejr på Le Mans i 1990.
Han er medlem af dansk motorsports Hall of Fame.