Mick Schumachers officielle Formel 1-debut er udskudt. Michael Schumachers 21-årige søn skulle fredag formiddag have deltaget i FP1-træningen op til Eifel Grand Prix på Nürburgring, men tåge betød, at redningshelikopteren ikke kunne lette.

Uden hurtig helikopter-adgang til hospitalet er det fast Formel 1-procedure at træning og løb aflyses. I flere omgange ventede Schumacher Jr og resten af Formel 1-feltet på at tågen skulle lette, men løbsledelsen åbnede aldrig pitten.

Det er endnu uvist om FP2-træningen torsdag eftermiddag kan gennemføres, men her skal Alfa Romeo-teamets faste kører Antonio Giovinazzi i alle tilfælde overtage den bil, der i FP1 var reserveret til Schumacher.

I Haas-pitten betød tågen og den aflyste FP1-træning, at Ferrari-junior Callum Illott ikke som planlagt kunne køre Romain Grosjeans bil.

Det ventes nu at både Schumacher og Illott får en ny chance i FP1-træningen i et af de kommende løb; sandsynligvis allerede i Portugal om 14 dage. Om det for Illotts vedkommende vil ske i Grosjeans eller Kevin Magnussens bil er endnu ikke besluttet.

Temperaturerne omkring Nürburgring er fredag omkring 10 grader og ventes at falde yderligere i løbet af weekenden. Det betyder, at Kevin Magnussen og co kan få svært ved at opnå den optimale temperatur i dækkene under både lørdagens kvalifikation og søndagens løb.

”I alle tilfælde skal det nok blive interessant at se på,” sagde danskeren i går.