Formel 1-superstjernen Max Verstappen har dårlige nyheder til motorsportens mange fans verden over.

Han vil nemlig ikke være en del af den kommende sæson af serien 'Drive to Survive' på Netflix. Det skriver Sports Illustrated.

Årsagen er, at den 24-årige hollænder føler, at hans citater i serien bliver brugt i andre situationer og emner, end hvad han var blevet fortalt.

»Jeg forstår, at serien har brug for et boost hos befolkningen i USA. Men hvis jeg ser på det fra min side som kører, så kan jeg ikke lide at være en del af det,« lyder eksempelvis fra Max Verstappen.

24-årige Max Verstappen.
24-årige Max Verstappen. Foto: SHAWN THEW
Vis mere

Seriens popularitet er steget i USA frem mod den kommende sæson fire ifølge Sports Illustrated.

Men hvis vi skal tro på Max Verstappen, så er serien blandt andet skabt på ting, som ikke eksisterer i virkeligheden.

»De opdigtede en rivalisering, som ikke findes rigtigt. Derfor besluttede jeg mig for ikke at give flere interviews,« siger superstjernen og fortsætter:

»Jeg er slet ikke den dramatiske type. Jeg vil bare have fakta, og at rigtige ting sker.«

Producenterne bag den populære Netflix-serie har meldt ud, at sæson nummer fire vil se dagens lys i 2022. Der er dog ikke sat en præcis dato på endnu.

Max Verstappen fører lige nu den samlede stilling i kampen om Formel 1-verdensmesterskabet. Han er seks point foran Lewis Hamilton med seks løb tilbage af sæsonen.