Der er drama i Formel 1-verden for tiden. Og omdrejningspunktet er Red Bull-chef Christian Horner. 

Han er blevet undersøgt for upassende opførsel overfor en kvindelig medarbejder på teamet - noget, han blev frikendt for i intern undersøgelse. 

Men siden er tonsvis af beskeder og billeder blevet lækket til presse og nøglepersoner i Formel 1-verden, og det har blot fået den potentielle skandale til at eksplodere yderligere. 

Horner, der under weekendens Grand Prix i Bahrain havde sin kone Geri Halliwell, den tidligere Spice Girl, ved sin side, bliver nu bedt om at gå. Et krav, der kommer fra Red Bulls kæmpestjerne Max Verstappens far, Jos. 

Horner og Halliwell. 
Horner og Halliwell.  Foto: Giuseppe Cacace/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Holdet er i fare for at blive splittet totalt ad. Det kan ikke fortsætte sådan. Det vil eksplodere. Han spiller offeret, men det er ham, der skaber alle problemerne,« lyder det kontant fra Jos Verstappen til Daily Mail. 

Horner nægtede selv at kommentere på noget under løbet, mens han med Geri Halliwell i hånden gjorde alt for at indikere, at ægteskabet havde det godt. De to blev spottet hånd i hånd, kyssende og generelt glade i hinandens selskab, mens kameraerne fulgte dem. 

Ifølge den engelske avis er der dog spekulationer om, at far Verstappen har haft en finger med i spillet omkring lækket af beskederne i et forsøg på at vælte Horner af pinden. 

»Det giver jo ikke mening. Hvorfor skulle jeg gøre det, når Max gør det så godt her?,« lyder det fra Jos Verstappen. 

Max Verstappen vandt for øvrigt grandprixet i Bahrain.