Det er snart slut med at se Kevin Magnussen køre ræs mod Bottas, Hamilton, Verstappen og alle de andre fartdjævle i Formel 1.

Men danske tv-seere vil fremover fortsat kunne følge Magnussen på asfalten.

NENT har nemlig sikret sig rettighederne til amerikanske IMSA WeatherTech sportscar Championship, hvori Kevin Magnussen efter nytår tørner ud for Chip Ganassi Racing.

NENT har købt alle 2021-sæsonens 12 løb.

Sidste måned meldte Kevin Magnussen ud, at denne sæson blev hans sidste for Haas i denne omgang. Her ses han (tv.) ved det tyrkiske Grand Prix i direkte duel med Lando Norris.
Sidste måned meldte Kevin Magnussen ud, at denne sæson blev hans sidste for Haas i denne omgang. Her ses han (tv.) ved det tyrkiske Grand Prix i direkte duel med Lando Norris. Foto: KENAN ASYALI
Vis mere

Og det hele starter med et brag, når den står på 24-timers-løb på legendariske Daytona den 31. januar.

Alle 24 timer sendes på Viaplay – mens udvalgte dele af løbet sendes på TV3 Sports kanaler.

TV3 Sport oplyser, at det bliver de fra Formel 1 'kendte motorsportsstemmer', der skal guide seerne igennem løbene i IMSA WeatherTech sportscar Championship.

Kevin Magnussen vinker efter Formel 1-sæsonens sidste løb i denne weekend farvel til Team Haas, som han har kørt for siden 2017.