Formel 1-organisationen er blevet tvunget til at reagere.

De sidste dage har motorsportsfans – primært kvinder – fortalt, hvordan de har oplevet grimme hændelser på tilskuerpladserne på Red Bull Ring i Østrig.

Her har der ifølge mange beretninger været en usmagelig cocktail af racistiske, homofobiske og sexistiske tilråb, og de oplevelser er blevet flittigt delt på de sociale medier.

Nok til at råbe F1 op, selvom den amerikanskejede organisation nok helst ville fokusere på racerløb denne søndag.

Foto: ERWIN SCHERIAU
Vis mere

»Vi er blevet gjort opmærksomme på, at nogle fans har været udsat for totalt uacceptable kommentarer ved Østrigs Grand Prix,« skriver organisationen.

»Vi tager det meget alvorligt, og vi har taget det op med de lokale arrangører og sikkerhedspersonalet ved eventet. Og vi vil tale med dem, der har oplevet hændelserne.«

»Den slags opførsel er uacceptabel og vil ikke blive tolereret.«

Meddelelsen er dog ikke faldet i helt god jord, for der bliver forlangt mere handling, end de indtil videre har lovet.

Foto: LEONHARD FOEGER
Vis mere

Superstjernen Lewis Hamilton har også givet ophavsmændene en svada.

»Jeg er forfærdet og skuffet over at høre, at nogle fans har oplevet racisme, homofobi og generel chikane denne weekend. Det skal aldrig være en kilde til frygt eller smerte at gå til det østrigske – eller noget andet – grandprix, og der skal gøres noget for, at det er et sikkert alle at komme,« skriver han på Instagram.

»Hvis du ser noget, så meld det til sikkerhedspersonalet og F1. Vi kan ikke læne os tilbage og tillade, at det sker.«

I denne weekend er der propfyldt på den østrigske bane, hvor især de hollandske tilskuere dominerer i de orange farver for at støtte VM-førende Max Verstappen fra Red Bull-teamet.

Følg løbet lige her.