Til det kommende grand prix i Monaco er Team Haas klar med en hel ny bil til Kevin Magnussen og Romain Grosjean.
»Team Haas har opdateret sin allerede hurtige og evigt forbedrede bil,« skriver Team Haas på sin Twitter-konto.
På hjemmesiden forklarer Team Haas om ændringerne.
»Vi har erstattet de røde farver med forskellige nuancer af grå - bortset fra vinkelmærket bag på bilen, som har været et særkende for Team Haas, lige siden vi begyndte at køre Formel 1 sidste år,« skriver Team Haas.
Banen i Monaco er den mindste af samtlige baner, og den har samtidig det snævreste sving, hvor bilerne må helt ned at køre 50 kilometer i timen. I sin debutsæson i Formel 1 - det var i 2014 - lykkedes det for Kevin Magnussen at score et enkelt point i Monaco, da han kørte for McLaren.
I denne sæson har Kevin Magnussen indtil videre scoret fire point, mens holdkammeraten Romain Grosjean har noteret sig for fem point.