Det sker kun yderst sjældent, at der dukker oplysninger frem om den tidligere racerkører Michael Schumachers tilstand.
Nu lyder det fra en af hans tidligere venner, at han først tror, svarene kan komme, efter den tidligere Formel 1-legende er gået bort.
Det fortæller Richard Hopkins, der er tidligere ven af Schumacher og har været leder i Red Bull og McLaren, i et interview med The Mirror.
Mere end 12 år er nu gået, siden den tyske Formel 1-stjerne kom alvorligt til skade under en skiferie i de franske alper.
Helt præcis var det den 29. december 2013, at Michael Schumacher faldt og slog hovedet ned i en sten.
Hans hjelm blev slået i stykker, og han mistede bevidstheden.

Ad to omgange blev han opereret i hjernen, før han blev lagt i koma i et halvt år.
Efter han kom til bevidsthed igen, er det ikke meget, offentligheden har fået at vide om, hvordan det går ham – og kun en meget lille kreds nær Schumacher-familien ved, hvordan han har det og får lov til at besøge ham.
De få offentlige detaljer om hans tilstand har ført til spekulationer og rygter, men Richard Hopkins gætter i interviewet på, at kredsen omkring den tidligere racerstjerne forbliver lille, så længe Schumacher lever.
»Jeg er sikker på, at den dag, han ikke længere er blandt os, vil vi måske få lidt mere information,« siger han til The Mirror og tilføjer:

»Men så længe han er blandt os, uanset i hvilken tilstand, respekterer familien hans privatliv. Jeg tror ikke, der nogensinde vil komme en dag, hvor alt pludselig kommer frem, mens han lever. Men måske, når han ikke længere er blandt os, vil vi finde ud af lidt mere om hans liv efter ulykken.«
Richard Hopkins fortæller videre, at han ikke selv er en del af den inderkreds, der ved, hvordan Schumacher har det eller får lov til at besøge ham.
Ingen billeder er blevet taget eller offentliggjort af Schumacher siden ulykken.
Hans familie har været meget fåmælt omkring hans tilstand – og det er af den grund, at mange af den tidligere racerkørers venner også har valgt enten ikke at udtale sig eller kun sjældent gør det.
Privat er Michael Schumacher gift med Corinna Betsch.
Sammen har de to børn, datteren Gina-Marie og sønnen Mick.

