Det er yderst sjældent, at familien til den hjerneskadede Formel 1-legende Michael Schumacher giver lyd fra sig.

Derfor var det også opsigtsvækkende, da den syvdobbelte verdensmesters familie torsdag udsendte en officiel pressemeddelelse.

Heri annoncerer familien, at de officielt involverer sig i arbejdet omkring en plakat, der hylder Schumachers imponerende karriere. Overskuddet fra plakatsalget går til velgørenhed. .

Det er organisationen Keep Fighting, der i samarbejde med online-butikken Zoom står for udarbejdelsen af plakaten.

I pressemeddelelsen, der er udsendt af familien, roser talskvinden Sabine Kehm initiativet.

'Vi er lykkelige over at gå sammen med Zoom for at rejse penge til Keep Fighting-fonden.'

'Det er en enestående måde at fejre Michaels ikoniske karriere på - og det er i øvrigt en meget flot plakat,' udtaler Sabine Kehm.

Michael Schumachers hjerneskade skete den 29. december 2013. Her var Formel 1-legenden ude for at køre offpiste på ski i de franske alper.

Foto: VINCENZO PINTO
Vis mere

På et tidspunkt faldt den 49-årige tysker og slog hovedet på en sten. Han blev hastet til sygehuset i Grenoble, hvor han kæmpede for sit liv og blev holdt i kunstig koma.

Efter ni måneder blev Schumacher dog udskrevet, men han skulle fortsat modtage behandling. Efter ulykken har Michael Schumachers familie udtalt sig meget lidt om den tidligere racerkørers tilstand, ligesom de har skærmet ham for offentligheden.

Det er sparsomt, hvad der kommer af nyheder omkring den tidligere Formel 1-mesters tilstand. Mens der tidligere var positivt at berette om Schumachers tilstand efter, han kom ud af kunstig koma, har de seneste nyheder været af negativ karakter.

Flere medier har rapporteret om den 49-årige tyskers tilstand, men Schumacher-lejren har nægtet at udtale sig om dette. Det er faktisk ikke offentligt kendt, hvor Schumacher befinder sig.