På hug, foroverbøjet og med et fastrettet blik sidder Mick Schumacher der.

Foran den ikoniske Ferrari F2002 der blev kørt af hans far.

Bilen er sat til salg på en auktion, der finder sted i Abu Dhabi den 30. november, men inden da har Mick Schumacher fået en særlig oplevelse.

For at markere auktionen, hvor den berømte bil skal være trækplaster, har Ferrari fået netop Schumacher-sønnen til at køre en tur i bilen på Ferraris private prøvebane.

Mick Schumacher.
Mick Schumacher. Foto: DANIEL ROLAND
Vis mere

'Jeg har været så heldig at køre den bil på Fiorano; det er første gang nogensinde, at jeg har kørt en Formel 1-bil på denne berømte bane. Det var en drøm, der gik i opfyldelse og en helt særlig dag for mig,'  skriver Mick Schumacher på Instagram til det rørende billede - som kan ses i bunden af artiklen - hvor han sidder foran bilen.

Og det var ikke kun ham, der blev rørt af det særlige øjeblik. Det samme gjorde Oliver Camelin, der er bilspecialist hos RM Sotheby.

»At føre Mick og F2002-bilen sammen var et særligt øjeblik for alle involverede, ligesom det var et historisk øjeblik for Formel 1 og Ferrari,« siger han til Formula1.com.

»At være vidne til at Michaels søn kørte denne fantastiske bil på Ferraris hjemmebane var noget, der kun skete denne ene gang, og det understregede virkelig, hvad F2002 betød for Michael og for Ferrari,« siger han.

Ifølge Formula1.com forventes det, at bilen bliver solgt for mellem 5,5 og 7,5 millioner dollar -svarende til mellem 37,3 og 51 millioner kroner.

En del af beløbet bliver givet til Michael Schumachers fond 'Keep Fighting Foundation'.

Det er ellers sjældent, Mick Schumacher og resten af familien deler billeder og ord, der omhandler den verdenskendte racerkører, der kom til skade under en skiulykke i december 2013. Her slog han hovedet mod en sten, var i livsfare og lå i koma.

For nyligt har det dog lydt, at han er ude af koma. Det skete i forbindelse med, at Formel 1-legenden var indlagt på Georges Pompidou European Hospitalet i Paris for at modtage stamcellebehandling, men familien har siden ulykken flere gange understreget, at Schumachers tilstand forbliver hemmelig.