Michael Schumacher havde i den grad sin egen mening om, hvad han skulle i sin aktive karriere.

Det kan tyskerens tidligere manager Willi Weber skrive under på. Vi skal skrue tiden tilbage til 2010.

For da Michael Schumacher kom og fortalte, han ville genoptage den karriere, han egentlig havde stoppet, blev den idé ikke ligefrem mødt med kæmpe opbakning.

»Lad os sige, det her var, selv set i bakspejlet, det dummeste, han kunne gøre. Han fortalte mig, at han kedede sig og var nødt til at køre.«

Michael Schumacher (tv.) og Willi Weber i 2005.
Michael Schumacher (tv.) og Willi Weber i 2005. Foto: ARNE DEDERT
Vis mere

Sådan fortæller Willi Weber til Motorsport-Total.

Han kom endda med en opsang til Michael Schumacher, fordi han mente, han skulle holde fast i sin beslutning om, at det var slut.

»Jeg sagde til ham: 'Michael, hvad vil du? Du kan kun tabe på det. Du kan ikke vinde mere. Du er den bedste kører i verden. Du står på den højeste piedestal, der eksisterer. Du kan kun tabe nu',« fortæller Willi Weber.

Men de ord ønskede Michael Schumacher ikke at lytte til. Heller ikke selv om Willi Weber ikke havde lyst til at være en del af flere Formel 1-sæsoner. Han var færdig.

Færdig med at bo i en kuffert, flyve rundt hele tiden og være ramt af jetlag konstant, fordi han rejste med den tyske stjerne. Derfor kom han med et tilbud til den insisterende Schumacher.

Han ville gerne hjælpe ham under de løb, der fandt sted i Europa, men ikke udenfor. Et tilbud, Michael Schumacher dog ikke tog imod.

»Han kom tilbage og sagde: 'Willi, jeg har tænkt over det. Jeg gør det her selv. Jeg gør det hele selv'. Og så sagde jeg til, ham: 'Michael, det er også en kæmpe fejl. Lad det nu ligge',« fortæller Willi Weber, der altså ikke kunne overtale Michael Schumacher til at holde sig væk fra Formel 1-bilen.

I stedet foreslog han, at de skiltes som venner, men det betyder ikke, at Weber har fået lov til at besøge Schumacher efter den frygtelige skiulykke i 2013, der sendte tyskeren i koma, og som siden har holdt ham væk fra offentligheden.

Kun Corinna Schumacher og få andre ved, hvordan racerlegenden har det.
Kun Corinna Schumacher og få andre ved, hvordan racerlegenden har det. Foto: J.L.Cereijido
Vis mere

»Jeg vil gerne vide, hvordan han har det, give ham hånden eller ae ham på kinden. Men desværre er det blevet afvist af Corinna,« fortalte Willi Weber i november sidste år.

Kun få ved, hvordan det reelt går med Michael Schumacher, der ikke har vist sig siden ulykken. Man ved kun, at han får behandling i familiens ejendom i Schweiz, hvor kun få får lov at komme inden for dørene af hustruen, Corinna Schumacher.

Sidste år i forbindelse med legendens 50-års fødselsdag kom der en sjælden udtalelse fra netop hende.

»I kan være sikre på, at han er i de bedste hænder, og at vi gør alt, hvad der menneskeligt er muligt, for at hjælpe ham. Forstå venligst, at vi følger Michaels ønsker om at holde noget så følelsesmæssigt som hans helbred, som han altid har ønsket, privat,« sagde Corinna Schumacher.