Hvis der er noget, der er værd at kæmpe for, er det livet.

Det må være sådan, at Michael Schumacher og hans familie tænker. Det det være, for Michael Schumacher har næppe meget andet at fastholde sig selv til, efter han i mere end fem år har været lænket til sin krop.

Michael Schumacher slog hovedet under en skiferie 29. december 2013 i de franske alper.

På et tidspunkt den dag faldt han ned i en sten. Hans hjelm blev slået i stykker, og Schumacher slog sig selv bevidstløs. En helikopter hastede ham til hospitalet.

Her blev Formel 1-stjernen ad to omgange opereret i hjernen, lagt i koma, vækket et halvt år senere, og siden har offentligheden ikke fået meget at vide om Michael Schumacher.

Han er nu ét af de mennesker, man omtaler i datid, selvom han endnu lever.

Torsdag den 3. januar fylder han 50 år og derfor anledningen til at skrive denne artikel, som helst skal give svar på, hvor vigtig han var for motorsporten.

Hans resultater taler for sig selv; han er den mest vindende Formel 1-racer nogensinde. Fra 2000 til 2004 vandt han Formel 1-VM for Ferrari fem gange i træk, og han har i alt syv VM-sejre. Han var suverænt den bedste, ingen var for alvor ved siden af.

Kun Schumachers næreste ved, hvordan han har det. Her fotograferet i 2006 i Jerez. (Photo by JOSE LUIS ROCA / AFP)
Kun Schumachers næreste ved, hvordan han har det. Her fotograferet i 2006 i Jerez. (Photo by JOSE LUIS ROCA / AFP) Foto: JOSE LUIS ROCA
Vis mere

Og én af årsagerne til det var, at han usædvanligt kompromisløst gav noget helt nyt til sporten end den legendariske Ayrton Senna, som kørte på sin vild- og lidenskab. Forstå det ret: Schumacher var også drevet, selvfølgelig, men samtidig professionaliserede han for alvor Formel 1.

Det mener danske Jan Magnussen, som selv har kørt Formel 1 mod Schumacher. Tyskeren forstod, hvor vigtigt det var at være omhyggelig med alle detaljer.

B.T. fanger Magnussen på telefon på vej mod USA, hvor han skal køre officielle test ved Daytona International Speedway i Florida.

»Han var skelsættende og satte helt nye standarder for, hvad det kræver at blive verdensmester i Formel 1,« siger Magnussen og uddyber:

Den danske rwzcerkører Jan Magnussen nåede at køre mod Michael Schumacher i Formel 1. De var dog ikke direkte konkurrenter. Brian Cleary/Getty Images/AFP
Den danske rwzcerkører Jan Magnussen nåede at køre mod Michael Schumacher i Formel 1. De var dog ikke direkte konkurrenter. Brian Cleary/Getty Images/AFP Foto: BRIAN CLEARY
Vis mere

»Det indtryk, jeg tror, Schumacher gav til alle på den tid, var, hvordan han ændrede tilgangen til Formel 1 for unge kørere. Han viste, hvor meget det kunne betale sig at arbejde hårdt på alle tingene, specielt på det fysiske. Men han viste også, hvordan man bygger et team op om sig selv.«

Han kunne på grund af sin dygtighed få sit team til at forstå, hvordan han ville have tingene. Alt drejede sig om Schumacher for holdet, fortæller Magnussen.

Schumachers forståelse har altså nærmest gjort, at man nu ikke kan sige 'Formel 1-kører', uden at sige 'holdet bagved'.

I dag består Schumachers hold af hans familie, læger og venner. Efter sigende kostede det over 50 millioner kroner at holde ham i live i 2016.

Michael Schumacher vandt Formel 1-VM syv gange i sin karriere. Han oplevede størst succes hos Ferrari. (Foto: TONY GENTILE/Ritzau Scanpix)
Michael Schumacher vandt Formel 1-VM syv gange i sin karriere. Han oplevede størst succes hos Ferrari. (Foto: TONY GENTILE/Ritzau Scanpix) Foto: TONY GENTILE
Vis mere

Jan Magnussen kalder Schumachers situation for meningsløs.

»Det giver ingen mening efter et liv, som han har ført, at det er sådan noget, der skal gøre det. Han var uheldig på det helt forkerte tidspunkt.«

Schumachers eftermæle bliver forhåbentlig det, han gav til sporten, frem for den ulykke, der smadrede ham. Ikke desto mindre har både privatpersoner og journalister gjort uhæderlige forsøg på at snige sig ind til legenden, mens han lå syg. Én journalist klædte sig kort efter uheldet ud som præst for at snige sig ind på hospitalet og finde ud af, hvor ilde stedt Schumacher var.

Men hvor slemt det egentlig er, er der reelt set ingen, der ved, ud over familien og nære venner.

Det er deres ønske og efter bedste vidende også Michael Schumachers. Hertil kan man gisne om mange årsager til, at ingen reelt ved noget, men måske er det bare, fordi Michael Schumachers helbred er så dårligt, at han ikke vil vise sig i offentligheden. Ifølge familien følger de Michael Schumachers ønske om fred, meldte de ud kort før fødselsdagen 3. januar.

»Alle forstår situationen. Det er et spørgsmål om værdighed,« sagde Michael Schumachers agent, Sabine Kehm, til L'Equipe for et år siden. Hun har ligeledes fortalt, at Schumacher har haft et ønske om at forsvinde fra offentligheden.

Det forlyder, at han kun vejer 40 kilo, at han kan 'give tegn til familien', mens han ikke kan gå eller snakke. Han reagerer på stimuli, er der skrevet, på lyde og syn, og han kan genkende sine familiemedlemmer.

Schumacher kom til skade på en skiferie i 2013. Siden har information om hans tilstand været sparsom. (Photo by JOSE LUIS ROCA / AFP)
Schumacher kom til skade på en skiferie i 2013. Siden har information om hans tilstand været sparsom. (Photo by JOSE LUIS ROCA / AFP) Foto: JOSE LUIS ROCA
Vis mere

Ellersom den franske avis Paris Match skrev, at to familiemedlemmer havde fortalt én af deres journalister:

»Når du sætter ham i sin kørestol, der vender ud mod det storslåede panorama af bjerge og med udsigt over søen, græder Michael nogle gange.«

Men hvad der egentlig er op og ned om hans helbred, er altså uvist.

»Selv ikke de bedste og dyreste læger i verden kan spå om en oprigtig tilstand. Den ene dag kan der være forbedringer, som kan ændre sig allerede den næste dag,« skrev det tyske medie Focus for nylig, mens engelske Daily Mail kort før nytår skrev, at han ikke længere var sengeliggende, og at hans daglige behandling koster op mod 415.000 kroner.

Tidligere skrev magasinet Bunte i en historie, at Michael Schumacher 'igen kunne gå'. Familien lagde sag an mod mediet, og derfor måtte Michael Schumachers advokat, Felix Damm, i retten indrømme:

»Han kan ikke gå.«

Om ikke andet er den umiskendelige sandhed, at Michael Schumacher er langt fra den forfatning, han i mange år befandt sig i, da han var verdensetteren over dem alle.

For sporten er det positivt, at ulykken ikke skete under et løb.

Og for sporten bliver det nostalgisk at se, hvordan Schumachers søn, Mick, i 2019 skal køre Formel 2 for holdet Prema Racing.

Derudover skal han køre Race of Champions, som består af de bedste kørere fra diverse klasser.

'Min far elskede at køre Race of Champions. Det er for hans skyld, at jeg vil stille op,' har Mick Schumacher sagt i en pressemeddelelse.

Nogle uretfærdigt store sko, han skal udfylde, mener Jan Magnussen.

Men næppe mere uretfærdige end dem, Michael Schumacher selv bærer i sit hus i Schweiz.