Den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone er ikke i tvivl. Han tror ikke på, at Lewis Hamilton er tilbage i feltet, når 2022-sæsonen skal køres.

Den syvdobbelte verdensmester kunne se Max Verstappen tage dette års titel, og siden har der været sået tvivl om Lewis Hamiltons fortsatte lyst til at køre i Formel 1, efter han ellers har taget alle mesterskaber siden 2016.

At skuffelsen over det mislykkede mesterskab er stor, er der ingen i tvivl om.

Lewis Hamilton er i denne uge stoppet med at følge alt indhold, også med Formel 1, på Instagram, men han har ikke selv fortalt, hvad fremtiden skal byde på.

Hamilton er dybt skuffet over ikke at genvinde mesterskabet i Formel 1.
Hamilton er dybt skuffet over ikke at genvinde mesterskabet i Formel 1. Foto: KAMRAN JEBREILI
Vis mere

Nu kommer der så en opsigtsvækkende udmelding fra en mand, der i den grad må siges at have fingeren på pulsen i Formel 1.

»Jeg tror ikke, han kommer tilbage. Jeg tror ikke, han vil køre næste år,« siger Bernie Ecclestone til Blick.

»Skuffelsen er for stor. Og det kan man godt forstå på en måde. Nu, hvor han har syv titler som Michael Schumacher, er det et perfekt tidspunkt for ham at forfølge drømmen om at blive modedesigner,« tilføjer Ecclestone, der har talt med Lewis Hamiltons far for nylig, men ikke om hans søns karriere.

Lewis Hamilton har kontrakt med Mercedes til 2023.